Frey, som han overvandt og sønderbrød efter at have gjort det Løfte, hvis han sejrede, at begive sig tilbage til Norge og lade sig døbe. Derpaa skal han selv med Konens Samtykke have givet sig ud for Frey, til Sviarnes store Forundring og Glæde, som aldrig forhen havde seet deres Gud saa mægtig; de ofrede ham store Gaver, og Rygtet herom udbredte sig til Nabolandene. Da skal Olaf Tryggvessøn have anet at denne foregivne Frey ikke var nogen anden end Gunnar Helming, og sendte hans Broder til ham for at tilbyde ham hans Naade og Venskab, hvis han vilde vende tilbage og lade sig døbe. Gunnar lod sig dette ikke sige to Gange, men flygtede med sin Kone og mange Kostbarheder; undgik heldigt de forbitrede Sviar, der nu, indseende hele Sammenhængen, satte efter ham, kom heldigt til Olaf, og lod sig døbe med sin Hustru[1]. Da man ogsaa andensteds fra erfarer, at Freys- og Nerthus-Dyrkelsen, der egentlig maa ansees for at være een og den samme, var forbunden med Gudebilledets aarlige Omkjørsel i en hellig Vogn[2], er den Deel af Fortællingen, som handler herom, slet ikke saa usandsynlig; naar nu dertil erindres, at den foregivne Kamp mellem Gunnar og Billedet skulde have fundet Sted, medens ingen andre end Konen, Gunnars Medviderske i Bedrageriet, var tilstede, og saaledes meget vel kan være opdigtet af ham, ligesom og de Ord, der tidligere skulle være hørte fra Gudebilledet, lettelig kunde have været udtalt af Konen eller af en anden, der laa skjult under det Dække, der efter al Rimelighed tilhyllede Vognen: saa er det aabenbart, at Fortællingen, saa besynderlig den er, dog slet ikke bør forkastes som usandsynlig, og at den tvertimod giver merkelige Oplysninger, saa vel om den Grad af hedensk Overtro, hvorpaa Folket i de indre Dele af Svithjod eller Gautland endnu Paa denne Tid befandt sig, som om de særegne Omstændigheder, under hvilke Freysdyrkelsen foregik blandt Sviarne. Kun synes det lidet rimeligt, at Olaf ved at høre tale om Freys,nye Mirakler strax skulde gjette paa, at det var Gunnar Helming, som her drev sit Spil. Men Gunnar kan jo ogsaa meget gjerne have flygtet tilbage til Norge uden nogen særdeles Opfordring fra Olaf.
Mindre sandsynlig, end Fortællingen om Agmund Ditt og Gunnar Helming, er en anden, om en ung Mand i Thrøndelagen, ved Navn Finn, der engang i et Julegilde hos sin Fader havde lovet at tjene den ypperste Høvding og efter at have forsmaaet at tjene Haakon Jarl, drog til Danmark for at opsøge en Konge, men her lærte Christendommen at kjende og lod sig døbe for at tjene Christus, hvilken han nu, ligesom St. Christopher fordum, erkjendte for den ypperste. Imidlertid, fortælles der, havde hans Fader og hans Broder føjet Olaf Tryggvessøn i at lade sig døbe, paa det
