Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/385

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
359
Gunnbjørnssker. Hvitramannaland.

Austmand; hans Farfader, der og hed Snæbjørn, havde ligeledes taget Land i det inderste af Isafjorden. Snæbjørn den yngre havde en Tid opholdt sig hos Tange-Odd, og hevnet hans Datters Drab paa hendes Mand, der hug Hovedet af hende, fordi hun, som ej kunde udstaa ham, ikke vilde følge ham til hans Huus. Dette synes at have nødsaget Snæbjørn til at drage bort. Den ovennævnte Rolf kjøbte Halvdelen af hans Skib, og gjorde Følge med ham. Hver af dem medbragte 11 Mænd, og fandt virkelig Gunnbjørnssker. Da de kom, var det Aften, og Snæbjørn forbød strengeligen sine Mænd at gaa i Land og undersøge Stedet førend næste Dag. Dette Forbud overtraadtes imidlertid af en af Rolfs Mænd, ved Navn Styrbjørn. Han sneg sig i Land, og fandt i en Steendysse en Pengepung, der sandsynligviis havde tilhørt en eller anden Skibbruden, som her havde endt sine Dage. Styrbjørn skjulte Pungen, men da Snæbjørn siden slog til ham med en Øxe, rimeligviis for at straffe ham for Overtrædelsen af Forbudet, faldt Pungen ned. De gjorde sig en Skaale, som snart blev nedsneet; først i Gormaaned (omtrent i Midten af Februar), kom der Tø, saa at de kunde grave sig ud. Da gik nogle paa Jagt, medens Snæbjørn stellede med Skibet og Styrbjørn tilligemed nogle andre bleve tilbage i Skaalen. De kunde ikke holde sig enige; den urolige Styrbjørn, som vel den hele Tid havde pønset paa Hevn over Snæbjørn, dræbte ham i Forening med Rolf. Ogsaa en anden af Snæbjørns Mænd faldt for Styrbjørns Haand. Snæbjørns øvrige Rejsefæller maatte sværge Rolf og Styrbjørn Tausheds-Ed, for at faa beholde Livet. De rejste nu alle bort, kom til Haalogaland, og først derfra til Island, hvor Rolf og Styrbjørn siden dræbtes af Snæbjørns Frænder[1].

Lidt senere (ved 980) blev Are Maarssøn, en Sønnesøns Søn af Landnamsmanden Ulf skjaalge, og Fader til den ovenfor omtalte Gudleif Aressøn, Thangbrands ivrige Ven og Forsvarer, ved Storm fordreven til et Land langt i Vesten, som man kaldte Irland det store eller Hvitramannaland (d. e. de hvide Mænds Land), rimeligviis fordi Beboerne bare hvide Klæder. Sandsynligviis var dette Land Florida eller de nærmest tilgrændsende Egne af Nordamerika. Senere Rejsende skulle ogsaa have kommet derhen og truffet Are, som nød megen Anseelse der, men dog ikke fik Tilladelse til at drage bort[2].

  1. Landn. II. 30. Da Tungeodd døde 965, maa denne Begivenhed have fundet Sted noget tidligere, maaske omkring 960. Der findes herom ogsaa nogle andre Beretninger, meddeelte af Bjørn af Skardsaa, samt aftrykte i „Grønlands historiske Mindesmerker“ I. S. 88 flg.; uagtet det heder at de ere tagne fra „Landnáma“, synes de dog kun at være upaalidelige Varianter af den ovenfor anførte Beretning.
  2. Landnáma, II. 22. Om Ulf skjaalge, Kong Hjørleifs Ætling, s. ovf. 1. B. S. 527, 530. „Hvitramannaland“ antages i Thorfinn Karlsevnes Saga Cap. 13