rede ovenfor have nævnt, de sikreste og meest authentiske Efterretninger, vi have om Olaf Tryggvessøns Livs- og Regjerings-Historie[1].
Om Vaaren, da Skibsfarten igjen begyndte (997), agtede Kjartan Olafssøn sig til England, men bad Kongen først om Orlov. Kongen foreslog ham heller at drage ud til Island for at bringe Folket der til at antage Christendommen; under anden Betingelse vilde han ikke give Slip paa ham. Kjartan valgte da heller at blive, hvorover Kongen ytrede megen Glæde. Det er tydeligt nok, at han ønskede at beholde denne højbaarne Yngling for at sikre sig hans mægtige Frænders Hjelp. Derimod fik Hallfred Vandrædaskald Tilladelse til at gjøre en Handelsrejse syd til Haløre i Danmark, og Kalf Aasgeirssøn, Kjartans Stalbroder, drog til England for at handle paa begges Vegne. Længer ud paa Sommeren kom Stefne Thorgilssøn tilbage fra sin uheldige Missionsrejse, saaledes som det forhen er nævnt Olaf besluttede nu at sende den stridbare Prest Thangbrand i hans Sted. Thangbrand var, som vi have seet, beskikket af Olaf til Prest ved den nys opførte Kirke paa Moster, og sandsynligviis for at have Overopsigt med Christendommen i hele Gulathingslagen[2]. Men Thangbrand, som gjerne vilde holde sine Mænd godt, og ej forstod at spare, kom strax tilkort med de Indtægter, Kongen havde lagt til Kirken, og før at skaffe sig det Nødvendige begyndte han nu at herje og røve hos den hedenske Deel af Befolkningen. Dermed var Kongen naturligviis meget misfornøjet, thi han havde ladet strenge Forbud udgaa mod Vold og Hærfærd indenlands. Han lod Thangbrand kalde til sig i Throndhjem, irettesatte ham haardt for hans lidet christelige og end mindre prestelige Færd, og truede med at jage ham bort fra Riget. Thangbrand tilstod sine Fejl, men bad Kongen heller at paalægge ham et eller andet vanskeligt Hverv, hvorved han kunde afsone hans Vrede, end at jage ham bort. Da sagde Kongen, at han skulde rejse til Island og forkynde Christendommen der. Thangbrand erklærede
- ↑ Beretningen om Hallfreds Daab og hans første Forhandlinger med Kongen fortælles i Olaf Tryggvessøns Saga, Cap, 165, 170–172. Den er rigelig udfyldt med Vers, som Hallfred skal have digtet, og hvoraf flere mishagede Kongen, fordi de indeholdt saa mange Hentydninger til de gamle Guder; det meste deraf maa vel derfor være paalideligt, skjønt Snorres kortere Beretning Cap. 90, der kun handler om Hallfreds Daab, Optagelse i Hirdmændenes Tal og Kvad om Sverdet uden Skede, har et mere naturligt Præg og er mere tiltrækkende. Hvad Historien om Thorleif spake angaar, da maa den, som den fortælles i Olaf Tryggvessøns Saga, vistnok være meget udsmykket, men i Hovedsagen er den dog nok sandfærdig, thi der hentydes ogsaa andensteds til at Hallfred stak Øjet ud paa Thorleif spake, f. Ex. i Orkneyingasaga (S. 108 Magn. Barfods S. C. 23) hvor Kol Kalesøns Forfædre opregnes, og Stamfaderen Thorleif omtales som „den Thorleif spake, hvilken Hallfred mishandlede“.
- ↑ Se ovenfor S. 295.
