Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/343

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
317
Eyvind Kelda og Sejdmændene.

men han efterlod en Æt, der synes at have traadt i hans Fodspor. Thi hans Sønnesøn, Eyvind Kelda, var ikke alene selv paa denne Tid en stor Sejdmand, men nævnes endog som den fornemste af en heel Mængde Sejdmænd, der fandtes rundt om i Viken og de nærmeste Egne[1]. Slige Folk vare Olaf en Vederstyggelighed, og ved det samme Gilde i Tunsberg, hvor han holdt Bryllup med Thyre, forkyndte han derfor, at alle, saa vel Kvinder som Mænd, der fore med Trolddom og Hexeri, skulde forlade Landet. Siden lod han og ransage efter dem i de nærmeste Egne, og fik saaledes fat paa en heel Deel, hvoriblandt Eyvind Kelda. Olaf bad dem lade alt Hedenskab og alle slige Kunster fare, eller i modsat Fald forlade Landet. Eyvind svarede for dem alle, at de ej vilde forsage deres Fædres Tro. Olaf sagde intet videre hertil, men lod dem bringe ind i en stor Stue og beverte paa det rigeligste. De drak, uden at ane nogen Fare, saa vældigt, at de alle bleve berusede. Da lod Kongen sætte Ild paa Stuen, hvor de laa. De vaagnede ej, førend Ilden luede om dem, og de bleve alle indebrændte, paa Eyvind nær, der slap ud gjennem Ljoren og undkom. Da han var kommen et langt Stykke bort, traf han nogle Folk, som skulde til Kong Olaf. Han bad dem hilse Kongen, at Eyvind Kelda var sluppen ud af Ilden, og nok skulde passe det saaledes, at han ikke kom i Olafs Vold, men derimod vedblive med sin Sejd, som forhen. Kongen, siges der, tog sig nær af at Eyvind ej var omkommen. Uagtet denne Handling efter vore Begreber maatte kaldes en Nidingsdaad, er det dog saa langt fra at de gamle Sagaskrivere betragte den i dette Lys, at de meget mere fortælle den som en fortjenstfuld Handling[2].

Da Vaaren var kommen, opbød Kongen Folk rundt omkring i Viken, for at følge ham nord i Landet, hvor han vistnok endnu ikke var ret sikker paa de nys omvendte Indbyggeres Troskab. Selv drog han med Dronningen og sin Hird udefter Viken og tog Veitsler paa sine Gaarde i Agder og Rogaland. Paaskeaften kom han til Agvaldsnes paa Karmt, hvor et Paaskegilde var beredt for ham; han havde ikke færre end 300 Mand i sit Følge. Sam-

  1. Det er forhen (1ste B. S. 588) omtalt, at Ragnvald Rettilbeine boede paa Hadeland, efter Sagnet paa Gaarden Klauvastad. Rimeligviis har Eyvind, hans Sønnesøn, beboet den samme Gaard, og sandsynligt er det, at Olaf Tryggvessøn under sit Besøg paa Rigerike og maaske paa Hadeland selv fængslede ham.
  2. Thjodrek Munk (Cap. 11) lader Indebrændingen foregaa i Templet paa Mæren, uden dog udtrykkelig at nævne Eyvind; han siger at der indebrændtes 80 Sejdmænd, ligesom Odd Munk (Cap. 32) lader Indebrændingen foregaa i Throndhjem, idet nemlig alle Sejdmændene samles paa Nidarnes, og Olaf siden byder dem til Gilde. Saa vel han, som Olaf Tryggv. Saga ere forresten enige om at tilskrive Eyvinds Troldkyndighed, at han slap ud.