i en af Hulerne, og vist er det, at det prægtige Kloster, som senere oprettedes, blev helliget St. Albanus: dog er dette sandsynligviis kun Englands bekjendte Protomartyr, der døde allerede i Kejser Diokletians Dage[1]. Ogsaa paa Kinn skal der, som der fortælles, have været seet underlige Tegn, men hvorledes de hellige Mænd, som landede der, kom af Dage, fortælles ej. At der paa Selja visselig har været forefundet saadanne Been, som de her omtalte, maa vel antages som afgjort, og en from List, hvilken man i de Dage til et saa godt Øjemed ansaa tilladelig, har gjort det øvrige[2]. Vist er det, at Kirken og Helligdommen paa Selja, om ej strax, saa dog ikke lang Tid efter, blev Moder- og Centralkirken for Christendommen i hele Gulalhingslagen, og er at betagte som Grundvolden for den senere oprettede bergenske Biskopsstol[3]. De saakaldte Seljemænds, eller Sunnivas og hendes Følges Dødsdag, der henførtes til d. 8de Juli, blev en Festdag for hele Norge, og kjendes endnu paa mange Steder af Almuen[4].
Efter saaledes ej alene med et sjeldent Held at have christnet hele Viken- og Gulathingslagen, men ogsaa at have grundlagt en Nationalhelligdom og Moderkirke, og derhos med megen Klogskab at have stiftet Venskab og Svogerskab med de mægtigste Mænd baade paa Østlandet og Vestlandet, vendte Olaf tilbage til Throndhjem, i det Haab, at han nu ligeledes kunde begynde Omvendelsesverket i dette Landskab, det fornemste i Riget og hidtil Hedendommens Hovedsæde. Saa længe Throndhjem endnu var hedensk, havde Christendommen i de øvrige Dele af Landet kun lidet at betyde. Det vil-
- ↑ Allerede i Ol. Trygg. S. Cap. 108 ansees det rimeligt, at denne Albanus er den bekjendte engelske St. Albanus, og at det kun er hans Hoved, som skulde findes paa Sellø. Maaske det der fundne Hoved, hvorom Legenden taler, senere er udgivet for St. Albanus’s. Odd Munk Cap. 27 fortæller naturligviis at Albanus var med.
- ↑ Om denne Legende se foruden de forhen nævnte Steder ogsaa Beretningen i Missalerne for Nidaros og Aabo, meddeelte i Langebeks Scr. rer. Dan. IV. S. 14 og 21. Spørgsmaalet bliver altid, hvorledes Beretningen allerførst er opkommen, om maaske Olaf selv har medbragt Sagnet om en Sunnivas Afrejse fra Irland, og troet at gjenkjende hende og hendes Følge i de forefundne Levninger. Thi af disse selv kunde man jo ej erfare, hvorfra de hidrørte.
- ↑ Se Langes Tidsskrift, 5te B. S. 12–13.
- ↑ Den kaldtes Seljumannavaka. Hvorledes Bygningernes Antal paa Selja siden tiltog og St. Sunnivas Levninger endelig flyttedes til Bergen, skal senere omtales.
