Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/318

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
292
Olaf Tryggvessøn.

trykkelige Vidnesbyrd som en human og egte christeligsindet Mand[1], og hans Indflydelse paa Olaf maa derfor have været meget heldbringende, om det just ikke altid lykkedes ham at styre hans Heftighed[2]. En tredie af de Gejstlige, Olaf medbragte, hed Thormod; ogsaa han synes at have været af nordisk Herkomst.

Olafs egen Christendomskundskab kan vel heller ikke have været betydelig, og hans Iver maa i alle Fald have været langt større. Mag. Adam fortæller om ham med den største Bestemthed som et almindeligt Udsagn, at han var kyndig i Spaadomme, plejede at lægge Merke til Forvarsler, og i denne Hensigt fornemmelig iagttog Fuglenes Lader, hvorfor han ogsaa fik Tilnavnet „Kraakebein“. Han lægger til, at han af Hengivenhed for magiske Kunster holdt sig itide med alle de Seidmænd, der i saa stor Mængde fandtes i Norge, og døde, bedragen af deres Vildfarelse. Ja han siger endog, at han efter enkeltes Foregivende forsagede Christendommen[3]. Noget lignende fortæller Saxo, der siger at Olaf lagde saadan Vind paa at tage Varsler, at han, skjønt døbt, og efter at have tilegnet sig „en Deel af Religionslærens Begyndelsesgrunde“, alligevel ikke kunde afholdes fra at lytte til Spaamændenes Ord og udforske Fremtiden ved Fugle-Iagttagere[4]. Er der nu end en Overdrivelse i alt dette, fornemmelig i hvad der angaar hans foregivne Venskab med Seidmændene, hvilke han tvertimod forfulgte paa det ivrigste[5], og kan man end meget godt forklare denne Overdrivelse af det Had til Olaf, som Mag Adams Hjemmelsmand, Kong Sven Ulfssøn, fra sin Morfader Sven Tjugeskegg havde arvet: saa maa der dog paa den anden Side være noget sandt deri, især da Tilnavnet „Kraakebein“, om end givet ham af hans Fiender, ej synes at kunne være uegte, og desuden de Fremstillinger af hans Liv, vore Sagaer indeholde, mere kunne kaldes Lovtaler end upartiske Levnetsbeskrivelser. Og hvad der fortælles om det Besøg, som han, skjønt vistnok under betydelige Samvittighedsbebrejdelser, skulde have aflagt hos hiin finske Spaamand strax efter sin Ankomst til Agdenes[6],

    namsbogen III. 19, hvor det fortælles, at han engang i Sogn indviede en Knarr for den islandske Farmand Thore, af hvilken Knarr siden to Dørstolper gjordes til en Gaard paa Island; disse Dørstolper vare, heder det, Vejrspaaende.

  1. Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga Cap. 208.
  2. Hvor vidt Sigurd var den samme som den bekjendte St. Sigfrid, Sveriges Apostel, se nedenfor, og tillige Dr. Reuterdahls Sv. Kyrkans historia, S. 314–337.
  3. Mag. Adam, II. 38.
  4. Saxo, 10de Bog, S. 501.
  5. Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 195. Jvfr. nedenfor S. 317.
  6. Se ovf. S. 254.