Af denne Traktat, den eneste i sit Slags, som vi besidde[1], erfare vi nøje Olafs og hans Hærs Stilling i England. Han havde ikke, som Gudrum i sin Tid, og Rolf i Nordmandie, til Hensigt at gjøre England til sit Hjem. Vistnok havde han Besiddelser, enten der eller i Nærheden, men hans Hovedbeskjeftigelse var dog endnu at sværme om paa Vikingetog, og de Bestemmelser, Traktaten indeholder, sigte fornemmeligen til at sikre Ædhelreds Undersaatter og øvrige saakaldte Fredmænd for Overfald af Olafs Krigere. Disse vedblive at kaldes „Hæren“ eller „Skeidmændene“; at de drage om paa Havet og søge at opbringe Skibe, endog Kjøbmandsskibe, forudsættes som det sædvanlige. Uagtet Christen, og, som vi ville erfare, en meget ivrig Christen, var dog Olaf altsaa endnu lige fuldt Viking og Søkonge i Ordets egentligste Forstand. Saa lidet formaaede Christendommen endnu at formilde Sæderne og opklare Begreberne.
Olafs Magt og Anseelse maa have været meget stor, siden han kunde foreskrive Ædhelred saadanne Betingelser. Han optræder som hans Ligemand. Hans Skibe vare berettigede til at forfølge fremmede Kjøbmandsskibe lige ind i en engelsk Havn, og om det end lykkedes Besætningen at flygte ind i nærmeste By, kunde dette dog ikke redde Skibet. Hvis en Engelskmand beskyldte en af Olafs Skibsstyrere for at have taget Gods fra ham med Urette, kunde denne fri sig ved at besværge selv femte eller med flere af sine Skibsfolk, at han tog det med Rette Og Drabet af 8 Vikinger regnedes for Fredbrud; hvis Ealdormanden eller Kongen da enten ikke vilde eller kunde fremskaffe Gjerningsmændene eller deres Frænder – eller, tør man vel og tillægge, udrede Bøder saa vel for Drabene som for Fredsbrudet – var det hele Distrikt ikke længer Fredland: da kunde Vikingerne frit herje der uden at Freden derfor var brudt med de øvrige Dele af Landet. Og alle disse Rettigheder havde Ædhelred maattet tilstaa Olafs Hær, efter at have udbetalt 26000 Pund. At Ædhelred kunde bekvemme sig til et saadant Forlig, viser, hvor England var gaaet tilbage i Magt siden hans Faders, den dygtige Eadgars, Tid. Man kan vel ogsaa sige, at med Erkebiskop Dunstan, der døde 988[2], faldt Landets sidste Værn mod indre Forfald og ydre Vold. Dertil kom, at Ædhelred netop i den
- ↑ Vi have vistnok ogsaa Ælfreds og Edwards to Traktater med Gudrum, men deels ere disse sluttede med en dansk, ikke en norsk, Fyrste, deels angaa de en formelig Nedsættelse i Landet, ikke midlertidigt Ophold af en Vikingehærs heller ikke omtale de saadanne, alene af Vikingebedrift opstaaende Tilfælde, som Traktaten af 994. Denne kan derfor visselig kaldes eneste i sit Slags.
- ↑ Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. S. 400.
anføres under Forliget (S. 123, 124) høre aabenbart ej dertil; her tales om Bestemmelser af „Witan“, for det hele Land, uden at de Fremmede endog i mindste Maade omtales.
