Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/135

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
109
Jomsvikingernes Tog til Norge.

kom til at repræsenteres af denne[1]. Og under sin Kamp med Sven hjemsøgte Magnus ogsaa Jomsborg, som han ødelagde[2]. Forudsat altsaa, at man i Jomsvikingernes Optræden vil søge en bestemt politisk Tendens, maa denne søges paa den modsatte Side af den, hvis Forfegtere de sædvanligviis udgives før at være. Men det rette Forhold er umiskjendeligt kun dette, at de oprindeligt alene dannede en saadan Condottiere-Bande, som ovenfor er antydet, der solgte sig til den Højstbydende, og hvis politiske Stilling ej saa meget var afhængig af bestemte Sympathier og Antipathier, som af de tilfældige Omstændigheder til enhver Tid og paa ethvert Sted. Dette viser sig, saavel af deres Forhold i Danmark og England, som fornemmelig deraf, at de senere sees at smelte sammen med hiin merkelige Skare af Lejetropper, der i den første Halvdeel af det 11te Aarhundrede holdtes af Kongerne i England under Navn af Thinglid eller Thingmannalid[3].

Ogsaa af vore Sagaers Beretning om de første Jomsvikingers Navne og Herkomst skulde man snarere slutte til tydsk-christelige, end til dansk- eller nordisk-hedenske Sympathier hos dem, forsaavidt de overhoved nærede politiske eller nationale Sympathier. Deres Overanfører var Sigvalde Jarl, Søn af Strut-Harald, der deels kaldes Jarl, deels Konge i Skaane, hvilket hørte til de Dele af Riget, der sidst underkastedes det egentlige Danevælde[4]. Blandt de øvrige Høvdinger nævnes, foruden Sigvaldes Brødre Thorkell høje og Heming, de stridbare Sønner af den megtige Vesete paa Bornholm, Bue den digre og Sigurd Kaabe, der egtede Sigvalde

  1. Dette ser man tydeligt deraf, at Sven Ulfssøn strax ved sin Fremtræden i Danmark fik et stort Parti for sig, og at dette Parti dog neppe kunde være dannet af danske Høvdinger, som faa Aar i Forvejen havde indgaaet Forliget paa Hardeknuts Vegne med de norske Høvdinger. Og det sees maaske allerbedst deraf, at Magnus ansaa det nødvendigt at ødelægge Jomsborg, Ulf Jarls og hans Faders gamle Tilhold.
  2. Dette siges i Knytl. Saga Cap. 22, i Olaf den helliges Saga Cap. 247, og Snorre Magn. godes Saga Cap. 23, den større Magn. godes S. Cap. 28.
  3. Se, foruden de i den for Thinglidet gjeldende Viderlagsret udtalte Principer, ogsaa det udtrykkelige Vidnesbyrd i Jomsv. Saga Cap. 50, hvor der fortælles, at Thinglidets tvende Afdelinger anførtes af de to Høvdinger Eilif, Thorgils Sprakaleggs Søn, og Heming, Thorkell højes Broder, og hvor der som deres fornemste Love omtales, at ingen skulde fare med Sladder, og ingen være borte nogen Nat.
  4. Det er kun i Jomsvikingasaga, hvor Strut-Harald siges at have været Jarl i Sjæland, medens saa vel Snorre, som Fagrskinna og Ol. Tr. Saga kalde ham Jarl i Skaane. Merkeligt er det dog, at Jomsv. Saga, hvor den omtaler ham, ikke, som ellers, bruger Formen Sjóland, men derimod Sjólönd (Sølandene), hvoraf man næsten skulde formode at den meente noget andet end Sjæland.