Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
74
Haakon Jarl.

Vikingetog og med dem endog have herjet paa Danmarks egne Kyster. Formodentlig var det ogsaa da, at Harald forlenede ham med Viken, for paa den Maade at blive ham kvit. Det er allerede ovenfor antydet, at det sandsynligviis var til ham, og ikke til Harald Gormssøn selv, at Erik, Haakon Jarls Søn, tog sin Tilflugt, da han ved Drabet paa Tidende-Skofte havde lagt sig ud med sin Fader, thi Haakon stod da endnu paa en venskabelig Fod med Danekongen. Senere finde vi Erik i den nøjeste Forbindelse med Sven, og den Hengivenhed, han viste ham, gik efter Svens Død ogsaa over paa dennes Søn Knut. Svens tidligere Historie er indhyllet i megen Dunkelhed. Det eneste sikre, vi vide om ham, er, at han levede i Strid med sin Fader, og at han selv, skjønt døbt i sin Barndom, dog efter at være bleven voxen atter vendte sig til Hedenskaben, og at de af Danerne, der endnu forbleve Hedenskaben tro, sluttede sig om ham.

Den ovenfor nævnte Miesko eller Mieczyslav, Polens Hertug, begynder fra den Tid, da han har antaget Christendommen, umiskjendeligt at gribe mere ind i Nordens Historie, forsaavidt han, støttende sig til sit Forbund med Tydskland og Bøhmen, søgte at udvide sit Herredømme over de Kyststrækninger, der adskilte hans Besiddelser fra Østersøen, nemlig Pommern[1], hvoraf han, saa vidt man kan se, underkastede sig den østlige Deel eller Bagpommern, fra Oder til Persante[2]. Thi paa samme Viis søgte ogsaa Danekongen at erhverve Besiddelser paa de vendiske Kyster, og det har sikkert været en vigtig Bevæggrund for ham til desto villigere at antage Christendommen, at han derved og fik desto bedre Paaskud til at bekrige de vendiske Kystboere, der endnu stedse, trods alle Omvendelsesforsøg fra tydsk Side, vare Hedninger. Allerede Gudrød Vejdekonge havde, som vi se, blandet sig i de vendiske Abotriters Stridigheder, underkastet sig en stor Deel af deres Land, og ødelagt deres blomstrende Handelsstad Rerik, for at drage Hovedhandelen til Slesvig[3]. Men dette hindrede ikke den østeuropæiske Handel, saaledes som den fornemmelig idet 10de Aarhundrede blev dreven,

    les. Var Gyda dengang, som det vel maa antages, mindst 17 Aar gammel, falder hendes Fødsel ved 980, og Sven kan da neppe have været yngre end 20 Aar, hvorved hans Fødsel falder omkring 960. Men det kan jo vistnok ikke negtes, at om han end var fød 955, kunde han dog ligefuldt i Aaret 966 nogenledes kaldes en Dreng, parvulus, som Mag. Adam kalder ham.

  1. Navnet „Pommern“ betegner ikke noget ved en særegen Folkenationalitet eller bestemte naturlige Grændser afsondret Land, men kun en Kyststrækning (po more d. e. ved Havet). Der var altsaa vistnok baade et polsk og et abotritisk Pommern.
  2. Dette sees mere af Fortællingen om Mieskos Bedrifter, end det siges udtrykkeligt, dog kan det ej betvivles, se Barthold, Gesch. von Rügen und Pomern I. S. 202. 203.
  3. Se ovf. 1ste B. S. 385.