ser bleve opgjorte. Hypothesen har især været uheldig i at udlede Norges Navn og Norges Bebyggelse fra kvænske Høvdinger. Thi endog disses Navne ere, som vi have seet, egte norske. Men Fornjot, som Jotun, maatte have sit egentlige Hjem i Jotunheim, og Jotunheim havde man netop i det 12te Aarhundrede, da man begyndte at give de gamle Myther en ethnographisk Forklaring, lagt i Egnene omkring det hvide Hav, i hvis Nærhed følgelig ogsaa hans Descendenter, Nors Forfædre, maatte høre hjemme[1].
Men er end Beretningen saaledes ganske upaalidelig i det Hele taget, og kun at ansee som en uheldig Hypothese, saa indeholder den dog umiskjendeligt visse Enkeltheder, der neppe kunne være grebne ganske af Luften, men maa betragtes som virkelige Erindringer, vedligeholdte i Sagnet fra de ældste Tider. Som en saadan Erindring maa man upaatvivleligen først og fremst ansee den saa bestemt udtalte Forestilling om at Nordmændene (hvilke Nor saaatsige repræsenterer) ere komne østenfra til den nordlige Deel af Norge, og at det kun var denne, som fra først af hed Norvegr. Thi om man end satte deres tidligere Hjem i det saakaldte Jotunheim, saa vilde det dog have været en let Sag for Hypothesens Sammensætter at kunne have ladet dem drage Gors Vej søndenom Halvøen, hvis der ikke herskede en bestemt, hos Folket udbredt Tradition, der forbød ham det. Dertil kommer hiin Fortælling om Nors Kamp med de fire Konger strax vestenfor Kjølene, maaskee endog Fortællingen om Striden med Lapperne; thi er Navnet „Lapper“ end ikke ældre end det 12te Aarhundrede, saa er det dog ikke nødvendigt at antage dette Navn uadskilleligt forbundet med Sagnet selv; det kan have været tilføjet af den senere Bearbejder. Endelig er det tydeligt at see, at endog de paalideligere Dele af Slægtregistrene i det Hele taget antyde en Udbredelse af Slægterne i Retningen fra Nord mod Syd. Dette gjælder i Særdeleshed den Æt, om man kunde kalde den njardøske,
- ↑ Se herom udførligere de skarpsindige Undersøgelser af R. Keyser i „Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie“ 6te B. S. 292 til 304. Det vises her tydeligt, at Materialierne til „Fundinn Noregr“ ere hentede fra tre Hovedkilder, nemlig: 1) virkelige gamle Slægtregistre, der opregnede de ældste bekjendte norske og islandske Høvdingers Forfædre nogle Aarhundreder op i Tiden; 2) det gamle Kvad Hyndluljód, forfattet i det 8de Aarhundrede, og optaget i Flatøbogen; det udleder Helte- og Høvdinge-Slægterne over hele den germaniske Verden fra den ovenfor (S. 64) omtalte Halfdan Gamle; 3) Mytherne om Elementarguddommene. Af alle disse tre Bestanddele har man sammensat Slægtregistre og forøget dem ved Hjelp af Navne, ligefrem dannede efter Landskabs-Benævnelserne, af hvilke dog de fleste, som vi i det Følgende ville see, kunne udledes af Ord, der forekomme i Sproget, og rimeligviis alle i sin Tid kunde udledes paa lignende Maade, men af Rødder, som i Tidens Løb ere tabte.
