udrettet, og at flere af de Foranstaltninger, der tillægges ham, mere have udviklet sig af sig selv i Tidens Løb; men vist er det, at Statsforandringen selv ej kan have fundet Sted paa nogen anden Tid, end under hans Regjering, og at han maa have været en Mand, der med den større Dannelse, han skyldte sin engelske Opdragelse, forbandt en vis Lyst til at foretage Resormer, og et stort Talent til, med det gode at skaffe sine Ideer Indgang hos Folket. Hans Indvirkning paa Lovgivningen, især i hans egentlige Rige, Gulathingslagen, bliver derfor under alle Omstændigheder meget stor, og den største Deel af den ældre Gulathingslov i den Skikkelse, hvori vi kjende den, skyldes derfor visselig ham. Af enkelte Yttringer i Sagaerne seer man, at hans Lovgivningssysler maa have strakt sig gjennem en lang Række af Aar. Saaledes heder det om hans Forsøg paa at indføre Christendommen, hvorom nedenfor skal berettes, „at han satte Bestemmelsen om Julens Højtideligholdelse i Loven“; om hans Foranstaltninger til Rigets Forsvar siges der og, at han „satte de dertil sigtende Bestemmelser i Loven“ efter det første Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget paa hans Rige. Hans hele Regjeringstid sees saaledes at have været fornemmelig beskjeftiget med Lovgivningssysler. Det er ogsaa i sig selv rimeligt, at flere af hans Indretninger ere blevne fremkaldte ved særegne ydre Anledninger. Men desuagtet maa de have staaet i den nøjeste Sammenhæng med hinanden indbyrdes og for saa vidt enkelte af dem behøve en nærmere Omtale, bør i de helst omhandles under Eet.
Det er især Haralds Forsvarsanstalter, ved hvilke Sagaerne dvæle. Da Odelen nu atter tilhørte Bønderne, og Landet ikke længer var Kongens Ejendom, var det heller ikke længer Kongens udelukkende Pligt at forsvare det, men denne Pligt maatte nu ogsaa deles af Bønderne selv. Maaden, hvorpaa denne Pligt skulde udøves, maatte derfor nærmere bestemmes, og Forsvarsvæsenet organiseres. Det var fra Søsiden, at Norge fornemmelig kunde vente Angreb, og derfor maatte ogsaa fornemmelig Søforsvaret ordnes. Kong Haakon satte derfor, heder det, i Loven, at alle Bygder ved Søsiden over det hele Rige, og saa langt op i Landet som Laxen gik højest i Elven, skulde ordnes og inddeles i Skibreder. Ved en Skibrede forstod man et Distrikt, hvis Bønder vare pligtige til at udrede, bemande og forøvrigt udstyre et Krigsskib. Han bestemte, heder det end videre, hvor mange Skibreder der skulde være, eller hvor mange Skibe der skulde udredes af hvert Fylke, naar fuld Almenning var ude, og hvor store disse Skibe skulde være. Ved Almenning forstod man den fuldtallige Udrustning fra hver Skibrede. Til denne var man, tilføjes der, pligtig, naar en udenlandsk Hær var i Landet[1]. Den hele Udrustning med Skibe, Mandskab, Vaaben og Pro-
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 21.
