ford), der som etslags Grændsefæstninger dannede en Forening for sig selv og siden endog havde en egen Rettergang og fælles borgerlige Indretninger. Den fornemste By i hele den danske Deel var dog det ældgamle Eoforwic, Jórvik eller York, der allerede længe havde været de northumbriske Kongers Hovedsæde, og nu ogsaa blev de danskes. Det forstod sig af sig selv, og siges derhos udtrykkeligt[1], at Gudrum, som Skik og Brug var i slige Tilfælde[2], erkjendte Alfred som sin Lensherre. Vistnok havde Lensforholdet i sig selv lidet eller intet at betyde, men det kunde dog i Kong Alfreds og Anglernes Øjne gjøre en Afstaaelse mere rimelig, der ellers maatte have forekommet dem umulig; ja det gjorde Alfred endog, i det mindste af Navn, til hele Englands Overherre, medens han hidtil kun var Herre over Wessex. Men Afstaaelsen havde den gode Følge, at den i det mindste for en Tid skaffede England Ro. Thi Danerne ansaa sig nu som hjemme i Landet; det laa i deres egen Interesse at forsvare det mod fremmede Angreb, og efterhaanden fik de Smag paa Fredens Sysler og den større Aandsdannelse, som herskede blandt Anglerne. Det varede heller ikke længe, førend de i denne Henseende kunde maale sig med dem, og vi finde snart endog fornemme engelske Prælater af dansk eller nordisk Herkomst[3]. Danerne forbandt sig ved Giftermaal med Anglerne, og de allerede forhen saa nær beslægtede Folk maatte derved efterhaanden end mere smelte sammen. Men imidlertid havde den nordiske Nationalitet slaaet Rødder, og dens Spor ere endnu den Dag idag ikke forsvundne. Om det danske Sprogs Udbredelse vidne endnu en Mængde Stedsnavne, fornemmelig i Østangeln, Northumberland og de tilgrændsende Landskaber. Allerede de ældre engelske Skribenter vide at fortælle, hvorledes flere engelske Stæder fik andre Navne af Nordboerne, f. Ex. Norðweorðig, der blev kaldet Deórabý (det ovennævnte Derby[4], Streónesheal, der kaldtes Hvitabý; og i vore Kongesagaer siges det udtrykkeligt, at, efter at Lodbroks-Sønnerne havde indtaget Northumberland, var det meest bebygget med Nordmænd; at, efter at hine havde tabt Herredømmet, herjede Daner og Nordmænd ofte der, og at mange Stedsnavne vare norske, f. Ex. Grimsby, Haugsfljot[5], o. s. v.[6]. Naar der her
- ↑ William af Malmesbury hos Savile, S. 43.
- ↑ Paa samme Maade fik Gange-Rolf Normandie. Den franske Konge havde naturligviis i Virkeligheden intet Herredømme over ham.
- ↑ Se herom især Worsaae: Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland, § 12, S. 168 flg.
- ↑ Ædhelweard S. 513.
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 3.
- ↑ De fleste nordiske Stedsnavne i England kan man kjende paa deres Endelser. Blandt de meest charakteristiske af disse er bý, det danske býr, oldnorsk bœr.
