nede han sig, thi Hedningerne, som strax indfandt sig, kjendte ingen Skaansel; Abbeden blev dræbt for Alteret, Oldinger og Børn bleve piinte paa det grummeste, for at de skulde bekjende, hvor Klosterets Skatte vare, de hellige Mænds Grave bleve opbrudte og da de dog intet fandt, slæbte de den tredie Dag efter deres Ankomst alle de hellige Mænds Been sammen i en Dynge og satte Ild paa dem, tilligemed Kirken og Klosterbygningerne. Af alle dem, der vare blevne tilbage i Croyland, var der ingen, som beholdt Livet, uden den tiaarige Novice Turgar, der havde ledsaget Subprioren til Refektoriet, og da denne blev dræbt, indstændigt bad, at man ogsaa vilde lade ham følge sin Lærer i Døden; hans Skjønhed og Troskab rørte den yngre Sigtrygg Jarl, som lod ham ombytte sin Klosterdragt med en dansk Kappe, og bød ham overalt at holde sig til ham. Fra Croyland droge Danerne til Medeshamstede, som de fandt lukket og som derfor stormedes; under Stormen blev Jarlen Ubbes Broder dræbt ved et Steenkast, og derover blev Ubbe saa rasende, at han med egen Haand nedhug alle de Munke, han traf. Sigtrygg advarede Turgar for at møde ham. Abbeden og alle Munke, over 80, bleve dræbte, Altrene undergravne, Gravminderne opbrudte, Bibliotheket opbrændt og Archivet adspredt; tre hellige Jomfruers Been traadte under Fødder, Murene omstyrtede, og endelig Kirken med alle Klosterbygninger antændte. Branden varede i 14 Dage. Belæssede med et uhyre Bytte droge Danerne videre mod Huntingdon. Da traf det sig, at en svært belæsset Vogn i Bagtroppen, hvor begge Sigtryggver førte Befalingen, blev siddende fast i Dyndet ved Overgangen over Aaen Neen; under den Forvirring, som derved opstod, fandt Turgar Lejlighed til at flygte bort, og kom efter en Nats Vandring til Croyland, hvor han fandt de Munke, som havde været bortsendte, og som imidlertid vare komne tilbage, beskjeftigede med at slukke, og redde de Dele af Bygningen, som endnu ikke vare fortærede af Luerne. En af disse Munke optegnede siden efter Turgars Beretning, hvorledes Alt var gaaet til, og det er denne Optegnelse, som ligger til Grund for den her meddeelte Fremstilling[1]. – Under idelige Plyndringer droge Hedningerne derpaa frem til Cambridge, plyndrede og ødelagde Klosteret Ely, hvor de dræbte Nonner og Mænd, brøde ind i Østangeln, sloge Ealdormanden Wulfeytel, der søgte at standse dem, og fældte endelig Kong Eadmund (20 Nov.)[2]. Ifølge Legenden opfordrede Ingvar ham først til at dele sit Rige og sine Skatte med ham, og blive hans Underkonge, men Eadmund svarede Sendebudet: „Dryppende af mine Mænds Blod fortjente du Dødsstraf; jeg vil efterligne Christi Exempel, og villigen dø for ham; mine
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/652
Denne siden er korrekturlest
624
Vikingetog.
