har sikkert med Hensyn til Privatlovgivningen kun indskrænket sig til de allertarveligste Bestemmelser, der med Lethed kunde erindres, og dens Hovedgjenstand har vistnok været de politisk-administrative Foranstaltninger[1], der ved hans Tilbagekomst sattes i Verk, og som først sammenknyttede Islændingerne til et eneste Folk. Dette forklarer, hvorfor man ikke sporer større Lighed mellem Gulathingslovens og Graagaasens Bestemmelser i den Form, hvori vi nu kjende dem. Alt hvad der vedkom Øens særegne Statsforfatning eller var en ligefrem Følge deraf, f. Ex. Størstedelen af det Processuelle, kunde naturligviis ikke være laant fra den norske Lovgivning; de øvrige, fra denne virkeligt laante, Bestemmelser maatte i Tidens Løb saaledes lempe sig efter Islands særegne Forhold, og forsynes med saa mange Tillæg, medens den norske Lovgivning vel heller ikke var stillestaaende, at Grundligheden mellem dem begge efterhaanden maatte blive mindre kjendelig, og omsider næsten ganske forsvinde.
Da Ulfljot var kommen tilbage til Island, udsendtes hans Fostbroder, Grim Geitsko, for at undersøge Landet og finde det bekvemmeste Sted til at holde det fælles Thing; han fik dertil en Penning af hver Mand i Landet, men skjenkede dog disse Penge siden til Hovene. Derpaa blev Althinget eller Allsherjarthinget sat, og siden den Tid, heder det, havde alle Folk een og samme Lov paa Island (927). Til Althingsplads udvalgtes et Sted ved Øxar-Aaen nær ved dens Udløb i Thinghold-Vandet paa Sønderlandet. En Mand i Nærheden var bleven fredløs, og hans Ejendom inddragen som tilhørende det hele Folk; den udlagdes nu som Alminding til Hestehavn, og den derpaa staaende Skov til nødvendigt Vedfang for den forsamlede Thingalmue. Paa Thingpladsen selv opførtes Bøder eller Skuur af Træ, for at de Tilstedeværende under Thingtiden kunde opholde sig i dem. Thinget selv bestemtes at skulle holdes ved Udgangen af den 9de Sommer-Uge[2], og vedvarede sædvanligviis i 14 Dage. Her afgjordes deels Retstrætter, deels, hvad der var det vigtigste, alt hvad der vedkom Landets fælles Styrelse og Lovgivning. Den Autoritet, i hvis Hænder disse vigtige Anliggender vare nedlagte, med andre Ord, Landets egentlige Regjering kaldtes Lagretten, og bestod i Førstningen, som det synes,
- ↑ Det er allerede ovenfor (S. 401 fgg.) i Anledning af Eidsivalagens foregivne Oprettelse viist, at denne Foranstaltning væsentligst havde en politisk Betydning, idet den sammenknyttede flere Fylker til eet Rige. Paa samme Maade er ogsaa den ulfljotske Lovgivning at forstaa. Det var Statens Eenhed, som tilsigtedes, og derfor heder det ogsaa, at Landet fra Ulfljots Tid af havde een Lov, ligesom senere, strax for Christendommens Indførelse, de Christne truede med at sige sig ud af Lov med Hedningerne, hvilket man ganske rigtigt tog i den Betydning, at opsige Statsforbundet (Kristni Saga, Cap. 11).
- ↑ Altsaa omtrent ved St. Hansdags-Tid. Islendingabok Cap. 2, 3, 7.
