Berg paa Hedemarken[1]. Hans Søn egtede Rollaugs Sønnedatter; fra dette Egteskab nedstammede de mægtige Side-Mænd[2].
En anden Søn af Heyangs-Bjørn, ved Navn Aasbjørn, drog ogsaa til Island med sin Hustru Thorgerd og tre Sønner. Han døde under Udfarten i Havet, men Thorgerd fortsatte Rejsen, og da det, som allerede omtalt, hed, at en Kvinde ej maatte tage Land videre, end hun kunde lede en to Aars Kvige mellem Solopgang og Solnedgang paa en Vaardag, tog hun paa denne Viis Land i Dalen indenfor Ingulfshøvde, hvor hendes ypperste Søn Assur blev Stamfader for en mægtig Høvdingeæt. Her nedsatte ogsaa hendes Svoger Helge, Aasbjørns Broder sig, og kun et lidet Stykke vestligere var det Fljotshverve, hvor den tredie Broder Baard flyttede hen fra Baardardalen paa Nordlandet[3].
Her paa denne Kant var det og, at Paperne, eller de af Dicuil omtalte irske Gejstlige havde boet, og maaskee endog boede ved de norske Kolonisters Ankomst. Levninger efter dem, som Klokker, Krumstave, irske Bøger o. s. v., skulle have været fundne deels paa Papø lidt østenfor Alstafjorden, deels i Papyle, vestenfor Hornafjorden; det heder ogsaa, at der i det Strøg, der kaldtes Sida, ved Foden af Skaptaajøklen og Sidajøklen, skal have boet Paper paa et Sted ved Navn Kirkebø, og at Hedninger ikke siden kunde bo der. Men en christen Mand, ved Navn Ketil fiflske, Dattersøn af Ketil Flatnef, tog Land her, og opslog sin Bolig paa Kirkebø. Om han har givet Stedet dette Navn, fordi han virkelig forefandt en Kirke eller et Slags Kapel, eller fordi han selv byggede en Kirke der, er vanskeligt at sige. Maaskee han endog virkelig har fundet Paper boende der, og at det er dette, som har hindret Hedningerne fra at tage Bolig her. Det fortælles, at en hedensk Mand ved Navn Hilde senere vilde flytte derhen, men styrtede død ned, da han kom nær Tungaarden[4].
De her nævnte Landnamsmænd vare anseede som de fornemste af dem, der i den tidligere Landnamstid kom til Island, og som derfor kunde optage de største og meest indbydende Landstrækninger De færreste af dem synes at være komne saa tidligt over, som Skallagrim, Ketil Høng og Ingulfs nærmeste Efterfølgere, men de fleste derimod omkring 890. Dette sees deels af de særegne Slægts- og Samtids-Forhold, der ved enkelte af hine Landnamsmænd angives, deels af udtrykkelige Udsagn, f. Ex. om Ingemund, at han drog til Island paa en Tid, da Overflytningerne vare paa det hyppigste. Thi da han var gift med en Datter af Thore Jarl, bliver det tid-
