havde gjort mellem ham og Harald ved deres Modtagelse; du veed jo dog, sagde han, at du er min Mand. Aake svarede, at han ej var sig bevidst at have ladet det skorte paa nogen venlig Modtagelse og rigelig Bevertning; hvad det angaar, at Kong Erik var bleven bevertet i en gammel Stue og paa gamle Kar, Harald derimod i en ny Skue og paa nye Kar, da var Aarsagen den, at Erik selv var gammel, Harald derimod ung; men, sagde han endelig, „naar du siger, at jeg er din Mand, da kan man ligesaa godt sige, at du er min Mand“. Da Kongen hørte dette, blev han saa forbitret, at han drog sit Sverd og hug Aake ihjel. Derpaa red han bort. Da Kong Harald skulde ride afsted, bød han sine Mænd kalde Aake til ham, for at han kunde sige ham Farvel; men han var ingensteds at finde; endelig fandt de ham dræbt i Skoven, hvor Kong Erik havde redet. Da Harald fik dette at vide, raabte han, at Aake Bonde maatte hevnes, og reed med sine Mænd efter Kong Erik. Da denne saa, at Harald forfulgte ham, skyndte han sig afsted saa hurtigt han kunde, og Harald efter, indtil Erik kom til den Skov, der adskiller Vermeland fra Gautland; her vovede ikke Harald længer at forfølge ham, men vendte om igjen til Vermeland, som han nu aldeles underkastede sig, idet han lod Eriks Mænd (det vil sige de Vermelændinger, der vare traadte i Eriks Tjeneste) dræbe, hvor han traf dem. Derpaa drog han tilbage til Raumarike, hvor han opholdt sig en Stund, og begav sig derfra endnu om Vinteren til Tunsberg, hvor hans Skibe laa. Istedetfor, hvad der ellers var det almindelige, at ligge stille om Vinteren, sejlede han østover Fjorden, befæstede sit Herredømme over Vingulmark, og søgte ved idelige Angreb at underkaste sig Ranafylke. Gauterne, der samlede sig i Flokke for at modtage ham, rammede ud paa Vaaren Pæle ned i Gaut-Elven, for at hindre Harald fra at sejle op i Landet. Men han lagde sine Skibe ved Pælene, gjorde derfra Landgang, og herjede paa begge Sider. Gauterne rede ned med en stor Hær for at jage ham bort, men han overvandt dem og trængte længer op i Gautland, idet han fremdeles herjede paa begge Sider af Elven Kong Erik havde sat en Gaute ved Navn Rane, kaldet Rane Gautske, til Jarl over Ranafylke. Han faldt i en Træfning mod Kong Harald, og denne underkastede sig nu uden Hinder ej alene Ranafylke, men alt, hvad der laa vestenfor Væneren, tilligemed hele Vermeland. Ogsaa disse Landskaber sattes under Hertug Guthorms Bestyrelse, som tillige fik en Deel Krigsmænd for at kunne forsvare dem, og opslog sin Bolig i Tunsberg, der fra denne Tid af begynder at omtales som Kjøbstad. Selv drog Kong Harald først til Oplandene, hvor han opholdt sig en Stund, og endelig over Dovrefjeld tilbage til Throndhjem[1].
Det bliver altid et Spørgsmaal, om denne Krig med Kong Erik og
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 15–18.
