ten af dem), og Brynjulf havde den ligeledes. Brynjulf var gift med en Datter af Ketil Høng, Nærsøskendebarn til Thorolf og Grim, Kveldulfs Sønner[1]. Han og hans Søn Baard fulgte strax Kongens Opfordring, og begave sig om Høsten ned til Throndhjem, hvor Kongen tog saare venligt imod dem, gjorde Brynjulf til sin Lendermand, bekræftede ham i Forleningen med Finnefærden og Finneskatten, og gav han desuden andre store Forleninger. Han rejste derpaa hjem, men Baard blev tilbage som Kongens Hirdmand. Han, Ølve Hnuva og Thorolf bleve snart fortrolige Venner; Thorolf havde sin Plads mellem dem begge, og fulgte Sommeren efter med Kongens Samtykke Baard nordefter, da denne skulde drage hen og gifte sig med Sigrid, eneste Datter og Arving af den rige Herse Sigurd paa Sandnes, paa Alast (Alstenøen) ved Vefsenfjorden, hvilket Bryllup allerede før Brynjulfs og Baards Rejse til Throndhjem havde været aftalt. Ved dette Bryllup traf Thorolf mange af sine Frænder[2], med hvilke han nu sluttede Venskab; siden fulgte han de nygifte hjem til Torge, opholdt sig der om Sommeren, og rejste om Høsten med Baard tilbage til Throndhjem. Men endnu samme Vinter døde Brynjulf. Nu overdrog Kongen alle hans Forleninger til Baard, som drog hjem til sine Gaarde og blev en mægtig Høvding, medens Thorolf blev tilbage ved Hirden[3].
Det var saaledes lykkets Harald, paa faa Aar at underkaste sig Throndhjem og alle Kystfylker, ligefra Finmarken til Sogn. Af dette var han allerede forhen i Besiddelse, og til Erhvervelsen af hele Norge manglede han nu kun Viken, Hørdafylke, Rygjafylke og Egdafylke, eller en Deel deraf, foruden Thelemarken og maaskee nogle andre Oplandsdistrikter. Han synes at have lagt Vind paa, enkeltviis at knytte de fornemste Mænd i hvert Fylke til sig ved Forleninger, og tillige at have deres Sønner om sig i sin Hird, hvorved de bleve etslags Gisler eller Underpant paa Forældrenes Troskab, medens de tillige ved deres høje Byrd og øvrige Anseelse spredte Glands over Hirden og Kongens hele Hofholdning. Man maa formode at det især var fra Harald Haarfagres Tid af, at den gamle Ættebenævnelse Herse begyndte at ombyttes med det i de følgende Tider sædvanlige Lendermand (lendr maðr, egentlig en Mand som har faaet Land i Forlening). Thi vel heder det, hvor den af Harald indførte Feudalforfatning omtales, at hver Jarl havde flere Herser under sig; men Titelen „Herse“ der var arvelig i Slægten, og som betegner en selvstændig Myndighed, passer ikke godt med den nye, fra Kongens Grundbesiddelse udledede Myndighed, der blev Haralds
