paa saadan Svig og Troløshed, som den, der betegnede hine frankiske Kongers Krige. Vore Sagaer have ikke efterladt os mange Beretninger om enkelte Krigeres Færd fra Vikingetidens første Periode, men desto flere Oplysninger om Maaden, hvorpaa Vikingelivet i Almindelighed yttrede sig; og disse Oplysninger lægge noksom for Dagen, at Vikingetogene i det Hele taget udførtes med en for hine Tider sjælden og med Hensyn til Togenes Øiemed merkelig Ærlighed og Humanitet. Sandt er det, at man fra et mere civiliseret Standpunkt paa en vis Maade kunde betragte det hele Vikingevæsen som et Brud paa Humaniteten. Men fra dette Standpunkt er man ej berettiget til at betragte det. Man maa engang for alle gaa ud fra, at Vikingefærdenes Retmæssighed, Hæderlighed, ja endog Nødvendighed ansaaes som det Givne, hvorom det ej engang faldt Nogen ind at nære Tvivl eller anstille Betragtninger. Det var egentlig den samme Grundanskuelse af Forholdene, der her gjorde sig gjeldende, som den, der sidenefter gjennem hele Middelalderen og langt ind i den nyere Tid blandt alle germaniske eller med germaniske Elementer blandede Nationer gjorde Krigerhaandverket til den hæderligste og den fornemste Samfundsklasse nærmest tilhørende Syssel.
Og just fordi Vikingefærden ansaaes for hæderlig, og det betragtedes som en Æressag for den højbyrdige Yngling at have indlagt sig Berømmelse og samlet sig Skatte paa Vikingetog, just derfor førtes disse i Almindelighed paa en hæderlig Maade Vi have ovenfor (S.303) omtalt de Love, Kong Half og Halfsrekkerne havde vedtaget. Er det end muligt, ja endog sandsynligt, at disse Vedtægter tilhøre den senere romantiske Udsmykning af Sagnet, vise de dog, hvilken Aand der i Almindelighed var raadende hos de bedre af Vikingerne. Ej alene røber Bestemmelsen om Sverdets Korthed en ridderlig Kjækhed og Modbydelighed for at skaffe sig nogen uærlig Fordeel ligeover for Fienden; men Forbudet mod at hærtage Kvinder eller Børn røber endog en bestemt Stræben efter Humanitet. I Orvarodds Saga fortælles endog, umiskjendeligt efter gamle Sagn, at Hjalmar den hugstore ved at slutte Staldbroderskab med Odd opstillede som Betingelse, at denne skulde følge hans Vikingelove, blandt hvilke den Bestemmelse forekom, at man aldrig skulde spise raat Kjød, aldrig plyndre Kjøbmænd eller Bønder, uden forsaavidt man i yderste Nød trængte til Strandhugg, aldrig at plyndre eller mishandle Kvinder. Og troværdige Beretninger øm enkelte Vikingers Tog, som ere os levnede, og som vi i det følgende komme til at meddele hver paa sit Sted, vise ogsaa, at det først og fremst var den ridderlige Vikings Opgave at opsøge andre Vikinger for at maale sig med dem. Der gives Exempler paa, at ved slig Kamp den af Parterne, som havde Overmagten af Folk eller Skibe, undlod at benytte sig deraf, men kun brugte saa stor en Styrke, som svarede til Modstanderens, medens den øvrige Deel ej
