Nærheden, og gik ind for at bede om Tilladelse til at bage der. Her traf de en gammel hæslig Kvinde, der kaldte sig Grima. De sagde, hvo de vare, og hade hende hjelpe dem. Mine Hænder ere nu stive, sagde Kerlingen, skjønt der nok har været den Tid, da jeg godt kunde udføre min Dont, men jeg har en Datter ved Navn Kraaka, der paa Øjeblikket kommer hjem; hun skal gaa eder til Haande. Rigtignok er hun nu voxet mig saaledes over Hovedet, at jeg neppe kan faa Bugt med hende. Kraaka var gaaet ud om Morgenen at see til Fæet. Da hun saa, at endeel store Skibe havde lagt ind i Havnen, skyndte hun sig at vaske sig, hvilket Kerlingen strengeligen havde forbudt hende, for at ingen skulde opdage hvor smuk hun var. Hendes Haar var saa langt, at det naaede til Jorden, og saa fagert som den dejligste Silke. Hun var nemlig ikke Grimas og hendes Mand Aakes Datter, men hendes rette Navn var Aslaug, og hun var, heder det, en Datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild. Hendes Fosterfader Heime havde ved Efterretningen om Sigurds Død flygtet bort med hende som et tre Aars Barn, og for at hun kunde undgaa Efterstræbelse skjult hende tilligemed mange Kostbarheder i Sangbunden paa en Harpe, han førte med sig. Paa sin Vandring var han endelig kommen til Spangereid, hvor han fik Huusly hos Grima og hendes Mand Aake. Men disse, der gjennem en Sprække i Harpen havde opdaget kostbare Klædningsstykker inden i, myrdede lumskeligen Heime om Natten, og toge Kostbarhederne, men nænnede dog ej at dræbe Barnet; de kaldte hende Kraaka, udgave hende for deres Datter, klædte hende i slette Klæder og lode hende forrette de ringeste Sysler. – Da Kraaka kom hjem, havde Madsvendene gjort op Ild. De spurgte Grima om den vakkre Pige var hendes Datter. Visselig, sagde Grima. De forundrede sig over at hun, som var saa styg, kunde have saa smuk en Datter; hun svarede dertil, at hun selv havde seet bedre ud i sine yngre Dage, men at Aarene havde forandret hendes Udseende. Kraaka blev nu sat til at rulle Brødene ud, medens de bagede dem. De kunde dog ikke lade være idelig at see paa hende, saa at Brødet blev brændt. Da de kom ned til Skibet med Brødet, og alle klagede over at det var saa daarligt, spurgte Ragnar hvad Aarsagen kunde være dertil. De tilstode, at Kraakas Skjønhed havde forstyrret dem, og erklærede paa hans Spørgsmaal, at hun i Skjønhed endog kunde maale sig med hans afdøde Hustru Thora. Ragnar sagde at han vilde sende paalidelige Mænd op for at see, om dette var sandt; gav disse dem Ret, skulde de slippe for al Straf. Han gav Sendemændene den Befaling, at dersom Pigen virkelig var saa dejlig, som Madsvendene havde sagt, skulde de bede hende komme til ham, hverken klædt eller uklædt, hverken mæt eller umæt, hverken ene eller ledsaget af noget Menneske. De gik op, fandt at hendes Skjønhed svarede til Beskrivelsen, og fremførte Kongens Anmodning. Grima meente at Kongen ikke maatte være rigtigt forvaret, men Kraaka
