længe brændt Salt, førend du fik den Ring“, sagde Kongen. Fridthjof svarede at det var hans Fædrenearv. Han forblev hos Ring om Vintren uden dog at give sig tilkjende, men kaldte sig kun Thjof (Tyv). Alle syntes godt om ham, dog gav Dronningen sig kun lidet af med ham, Kongen derimod desto mere. Engang da Ring og hans Hustru mod Fridthjofs Advarsel kjørte over Isen i en Vogn, brast den, og de sank i med Vogn og Hest, men Fridthjof ilede til, og trak med et eneste Tag altsammen, baade Kongen og Dronningen, Vognen og Hesten op igjen. „Det var i Sandhed et godt Tag“, sagde Kongen, ikke engang Fridthjof den frøkne kunde have gjort det bedre, om han havde været her“. Ud paa Vaaren hændte det sig engang at der holdtes en stor Jagt, og at Kongen og Fridthjof kom til at være ene sammen paa et afsides Sted i Skoven. Kongen lagde sig til at sove, uagtet Fridthjof bad ham heller at gaa hjem. Da Kongen var falden i Søvn, tog Fridthjof sit Sverd og slængte det fra sig. Lidt efter rejste Kongen sig og spurgte: „er det ikke saa, Fridthjof, at mangt og meget kom dig ihu, men du bestod Fristelsen? Jeg har kjendt dig fra den første Kveld, du kom i min Hal, og jeg vil endnu ikke paa længe skilles fra dig“. Fridthjof takkede Kongen før hans Venlighed, men sagde at han snart maatte bort, fordi hans Mænd ventede ham. Han fulgte Kongen hjem, og det rygtedes snart at den fremmede Gjest var ingen anden end Fridthjof den frøkne.
En Morgen tidlig traadte Fridthjof frem før Kongen og Ingebjørg, og sagde at han nu maatte afsted, og derfor vilde sige farvel. Han bad Ingebjørg atter modtage Ringen, og kastede den til hende. Ring smilede og sagde: „hun bar faaet bedre Løn for Vinteropholdet, end jeg, skjønt hun ikke har været saa venlig mod dig som jeg“. Han vilde ikke høre noget om Afrejsen, men bad Fridthjof at blive hos ham og forsvare Riget for hans Børn, der endnu vare smaa. „Jeg selv“, sagde han, „føler mig syg, og venter snart min Død; jeg skjenker dig min Kone og al min Ejendom, og vil dertil give dig Kongenavn“. Fridthjof takkede ham, men sagde at han ej vilde have højere Titel end Jarlsnavn. Ring døde efter et kort Sygeleje, og blev højlagt med mange Kostbarheder. Hans Arveøl og Fridthjofs Bryllup med Ingebjørg højtideligholdtes under eet.
Da Kongerne i Sogn, Ingebjørgs Brødre, erfarede dette, bleve de forbittrede og droge med en Hær for at angribe Fridthjof. Men denne og hans Ven Bjørn, som nu var kommen tilbage, mødte Kongerne og sejrede snart. Helge faldt for Fridthjofs egen Haand, og han bød Halfdan Fred, som denne gjerne modtog paa de Vilkaar, Fridthjof selv foreskrev. Halfdan maatte lægge sig selv og sit Rige under Fridthjof, blive hans Herse, og betale ham Skat; selv lod han sig give Kongenavn i Sogn, og underkastede sig siden Hørdaland
