keflag. Slaverne søgte imidlertid at løsrive sig, dræbte Jarmunreks Besætninger, og herjede Danmark. Men Jarmunrek kom just i belejlig Tid tilbage, lagde sig i Vejen for deres Flaade og ødelagde den; de fornemste Fanger lod han ved Remme, dragne gjennem deres Lægge, binde til Fødderne af vilde Tyre, der jagede ved Hunde slæbte de ulykkelige Fanger gjennem Dynd og Kjær, indtil de opgave Aanden. Dette satte Slaverne i Skræk, og de underkastede sig ham ydmygt. Jarmunrek, der ved sine mange Krigstog havde vundet store Rigdomme, byggede nu for at sikkre sig sine Skatte en sterk Borg paa en høj Klippe. Han opførte en Vold af Torv, med Grundvold af Steen; i andet Stokværk af Borgen indrettedes Værelser, øverst Brystværn, udenfor indrettedes Vagtstuer. Fire Porte dannede Udgang mod hver af de fire Himmelegne. Her samlede han nu alle sine Skatte. Da han havde ordnet sine huuslige Anliggender, begyndte han atter at tænke paa Tog til fremmede Lande. Han sejlede afsted, og mødte fire Brødre af „hellespontisk“ Æt (Hellespont betegner hos Saxo, efter hvad ovenfor er oplyst, kun vore Forfædres Austrrike eller Landene i Sydøst for Østersøen, ihvorvel det oprindelig synes at have betegnet Egnen omkring Elvens Mundinger), med hvilke han kæmpede i tre Dage, og derpaa lod dem slippe, efterat de havde lovet at give ham deres Syster Svanhild[1] og Størstedelen af den Skat, de havde paalagt de af dem overvundne Folk.
Blandt disse vare Liverne, hvis Konges Søn Bikke var i Fangenskab hos Brødrene, men undkom, og flygtede til Jarmunrek, hvis Fortrolige han inden kort Tid blev, og benyttede sig heraf til at overtale ham til allehaande slette og skammelige Handlinger, især mod hans egen Familie. Derfor blev han almindeligt forhadt. Slaverne begyndte et nyt Oprør, men Jarmunrek tvang dem atter til Lydighed, og straffede deres Høvdinger ved at lade dem sønderslide af Heste, til hvilke deres Fødder ved Toug, dragne gjennem Senerne, bleve bundne. Jarmunreks Systersønner, der hidtil havde været opdragne i Tydskland paaførte ham nu Krig, for at faa deres Part af Riget. Han nøjede sig først med at ødelægge deres Befæstninger og indtage flere af deres Byer. Derpaa holdt han Bryllup med Svanhild. Men Bikke ophidsede ham paany mod hans Systersønner; han bekrigede dem, fangede dem og lod dem hænge. Ogsaa deres fornemste Mænd lod han paa denne Maade aflive efterat have lokket dem til sig under Venskabs Maske.
Jarmunrek havde en Søn af et tidligere Egteskab, ved Navn Broder,
- ↑ Udgaverne af Saxo staar „Swavilda“. Men det er tydeligt, at Haandskr. har haft Swanilda, hvilket er blevet fejlagtigt læst Swauilda. Saxos Epitomator Gheysmer har Swanilda, s. Langebeks Scriptt. II. 335.
