Odins Lovgivning fornemmelig angaaende Ligenes Opbrænding, og om de tre aarlige Blot. „Over hele Svithjod“, siges der, „maatte Folk betale Odin Skat, een Penning for hver Næse; til Gjengjæld skulde han værge Landet for Ufred, og blote for Folket til et godt Aar[1]“.
„Odin blev sottdød i Svithjod; før sin Død lod han sig mærke med Geirs-Odd, og tilegnede sig alle vaabenfældte Mænd; han sagde at han vilde drage til Gudheim eller Æsernes gamle Hjem, og der hilse paa sine Venner. Svierne troede nu at han var kommen til den gamle Aasgaard og skulde leve der evindeligen; de begyndte da at tro paa Odin og paakalde ham“[2].
„Efter Odin blev Njørd Sviernes Herre, og vedligeholdt Blotene. I hans Dage var der god Fred og gode Aaringer, saa at Svierne troede at Njørd raadede for et godt Aar og Lykke med Gods Njørd blev sottdød, lod merke sig til Odin, førend han døde, og blev siden brændt“[3].
„Frey fik da Herredømme efter Njørd, blev kaldt Drottinn over Svierne, og tog Skattegaver af dem; han var vennesæl og aarsæl som Faderen. Frey oprejste et stort Hov i Uppsala, og satte der sit Hovedsæde; dertil
- ↑ Yngl. S. Cap. 8.
- ↑ Sammesteds Cap. 9.
- ↑ Sammesteds Cap. 11.
Yngl. S. Cap. 7, naar det heder at Odin plejede at sætte sig under Galger, og at han kaldtes de Hængtes Herre. Galgerne vare saaledes Odin helligede; de havde umiskjendeligt en højere symbolsk Betydning. Men naar man nu tillige saare ofte sinder Galgen poetisk omskreven med en Hest (f. Ex. Hagbards Hest), og det, at hænge i en Galge, kaldt „at ride Galgen“, bliver Navnet Ygg-drasil yderst paafaldende; thi „Ygg“ er et af Odins Navne, og drasill eller drösull er et ikke ualmindeligt Digterudtryk om en Hest. Ygg-Drasill er altsaa „Odins Hest“, det Træ i hvilket Odin hang; den er aabenbart hiint Vindgameiðr, hvis Rødders Oprindelse Ingen kjender. Men her paatrænger sig det Spørgsmaal, om ej, naar Alt kommer til Alt, Forestillingen om den i Galgen hængende, med Spyd gjennemborede, til sig selv, men under en anden Personlighed af den eddiske Treenighed (som Hár) offrede Odin, og følgelig Forestillingen om Yggdrasil selv som det Alt bærende Verdenstræ er opstaaet ved en Tillempning af christelige, gjennem flere Led vandrede, Traditioner? Grimm har i sin Mythologi (S. 757) paaviist, at Saxernes Irminsul unegtelig minder om Korset, og en oldtydsk Gaade om Korset skildrer endog dette, saare paafaldende, som „Træet, hvis Rod naar til Helvede, hvis Top naar til Guds Trone, og hvis brede Grene omfatte hele Verden“. Man skulde tro at høre en Skildring af Yggdrasil. I det mærkelige angelsaxiske Digt om det hellige Kors, af hvilket et Udtog ogsaa findes paa Ruthwell-Korset, kaldes Christi Kors netop galga, og den odiøse Forestilling, Ordet „Galge“ nu vækker, havde det saaledes ikke i den Tid. Denne Materie, der i Sandhed kan siges at være et af Eddalærens største Mysterier, fortjener en nærmere Special-Undersøgelse; her maa vi indskrænke os til kun at paapege de meest iøjnefaldende Momenter.
