sig imellem hinanden uden synderligt Hensyn til den ubetydelige Nationalforskjellighed, og hvorom ej alene hine Oldsagn om Vølsunger og Niflunger, men ogsaa den oftere omtalte, hos Prokop forekommende, Beretning om Erulerne, give en temmelig klar Forestilling.
Under disse Omstændigheder kunne vi derfor her ikke undlade at meddele de af hine Sagn, om hvis historiske Betydning der ej kan herske nogen Tvivl, ordnede efter de enkelte Ætter og Personer, de nærmest angaa, for derved nogenlunde at anskueliggjøre Tilstanden og Hovedbegivenhederne i hiint fjerne Tidsrum. Men af hvad der nys er paapeget, følger tillige, at vi ikke strengt taget kunne holde os til, hvad der alene og udelukkende angaar Norge, men at vi tillige maa omtale ethvert fællesgermaniskt Sagn, der umiddelbart eller middelbart kaster Lys paa Nordmændenes Historie. Af alle disse Sagn er der naturligviis enkelte, der lettere end de øvrige lade sig tilbageføre til den oprindelige historiske Form, især hvor de Begivenheder, de omtale, lade sig paavise i paalidelige fremmede Forfatteres Skrifter. Saadanne Sagn danne de egentlige Støtter for den historiske Bygning, til hvis Opførelse man ellers maa hjelpe sig med Gisninger.
Det mystiske Halvmørke, hvori hiin heroiske Oldperiode var indhyllet, gjorde den til en velkommen og bekvem Baggrund for en Mængde Æventyr-Digtninger, der især paa Island og i Norge opstode i Middelalderens senere Aarhundreder, fra det 12te, maaskee allerede det 11te, og nedover. Og da tillige flere af de virkelige Oldsagn i de samme Aarhundreder have faaet en ny Indklædning og Udvidelse, er det ofte heel vanskeligt at adskille det Egte fra det Uegte. Der fattes heller ikke Exempler paa, at senere Historieskrivere have benyttet hine Æventyrdigtninger ved Siden af de egte Oldsagn, og derved frembragt en næsten uopløselig Forvirring. Den nøjere Kundskab til vort Oldsprog og de nordiske Oldsager, som ved de i senere Tider foretagne Granskninger er vunden, har gjort det muligt, ved Bedømmelsen af de mythisk–heroiske Fortællinger at anvende en strengere og sandere Kritik, og bedre at skjelne mellem oprindelige Sagn og nyere Digtninger.
Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes den i det 12te Aarhundrede sammensatte Fremstilling af den norske Konge-Æts Nedstammelse fra Nor og Gor, der danner Indledningen til „Flatøbogens“ Samling af norske Konge- og Jarlesagaer, og sædvanligviis kaldes Fundinn Noregr, opstiller Slægtregistre for de enkelte Fylker, af hvilke Slægtregistre de første Led aabenbart vise sig som opdigtede, medens kun de sildigere, – naturligviis
