den ogsaa kunde vedtages efter privat Forlig eller Voldgift, en Afgjørelsesmaade, der i det Hele taget ansaaes for hæderlig. Den allerhæderligste bestod deri, at man overlod Drabsmanden selv at bestemme, hvor stor Bod han havde at udrede (Selvdom); dette skede kun, naar han var en anseet og bekjendt, formaaende Mand, og det var da en Æressag for ham, ej at benytte denne Lejlighed til at slippe lettere fra Sagen, end det ellers vilde have været Tilfældet. Den Følelse af Skam, der nu stedse er forbunden med Modtagelse af Pengegodtgjørelse for lidte Fornærmelser, synes overhoved – hvad der og ligger i Sagens Natur – i hine Tider ikke i Almindelighed, og kun i heel særegne Tilfælde, at have været tilstede, medens mangen stolt Høvding tvertimod ansaa det for en Skam at give Bod (i Virkeligheden: at anerkjende Statsmyndigheden) og ofte tilbød sig at give langt større Erstatning end den lovmæssige Bods Beløb, naar denne Erstatning kun ikke i Formen saa ud som en Bod[1].
Naar først Staten igjennem Lovgivningen optraadte som Fredens Overholder, maatte det heraf ogsaa følge, at et Brud paa den offentlige Fred tillige indeholdt en Fornærmelse mod Staten, som derfor ogsaa, foruden Boden til den Dræbtes eller Fornærmedes Familie, tillige selv krævede en Erstatning for dette Fredsbrud. Hertil sigter allerede Tacitus, hvor han siger: „ogsaa for de ringere Forseelser ilægges de Overbeviste en Mulkt af et vist Antal Heste og Kvæg i Forhold til Strassen; en Deel af Mulkten udbetales til Kongen eller Staten, en Deel til den Fornærmede selv eller hans Frænder“ (hvilket sidste Tillæg altsaa viser, at Drab er regnet blandt disse „ringere Forseelser“)[2]. I vore ældre Love, der ere nedskrevne paa en Tid, da Kongen allerede forlængst betragtedes som, Statens eneste Repræsentant, fordres ved Siden af enhver Privatbod ogsaa en Kjendelse til Kongen, og i Drabstilfælde desuden en Erstatning for den tabte Undersaat (þegngildi). Men dersom Bodssystemet skulde have nogen Betydning, og ikke blive til et blot Spilfegteri, maatte Staten sørge for, at der efter Bodens Udbetaling og Fordeling virkelig ogsaa blev Ende paa Fejden. Derfor blev der ved slig Lejlighed lyst en offentlig, højtidelig Trygd (Sikkerhed, i Middelalderens Latin treuga), der skulde herske mellem begge de angjeldende Familier indbyrdes, og af dem bekræftedes med Ed; og den,
pligtelse; Ordet er dannet af mæg (vort mágr, Maag) og burh, her Borgen, Kaution. Hos os maatte det tilsvarende Ord være mágborg eller mágborgan. Familien selv kaldtes af Angelsaxerne under Eet mægd, hvilket Ord ogsaa bruges for at udtrykke „Nation“, lat. gens.
