Gaver; ofte er hans blotte Anseelse nok til at gjøre Ende paa Krige. I Slaget er det en Skam for Fyrsten at staa tilbage for Nogen i Tapperhed, og for Følget, ikke at vise ligesaa stor Tapperhed som Fyrsten. Og en Skjændsel er det for den haandgangne Mand gjennem hele hans Liv, at overleve sin i Slaget faldne Fyrste; hans helligste Forpligtelse er at forsvare og værge denne, ja endog at tilskrive ham Æren for de Heltebedrifter, han selv udfører. Fyrsterne stride før Sejren, de haandgangne Mænd for Fyrsten. Og hvis der hjemme i Fylket har hersket langvarig Fred og Stilhed, begive de fleste fornemme Ynglinger sig efter eget frit Valg til Nationer, som just paa den Tid føre Krig, baade fordi Nationen i sig selv hader Rolighed, og fordi de ved de farefuldeste Bedrifter erhverve den største Anseelse, og det desuden er vanskeligt for Fyrsten at kunne holde et stort Følge uden ved Herjen og Krigsføren; thi de haandgangne Mænd gjøre store Fordringer til deres Fyrstes Gavmildhed; navnligt vente de af ham at faa den Hest, hvorpaa de drage i Striden, og det Spyd, hvormed de fælde Fjenden og vinde Sejren; Beværtningen, og den vistnok simple, men rigelige Underholdning regnes kun som en Deel af Besoldningen; Midlerne til at vise Gavmildhed maa Fyrsten søge sig ved Krig og Herjen. Man vil have langt vanskeligere ved at faa dem til at dyrke Jorden og afvente Afgrøden, end til at udæske Fjenden og modtage hædrende Saar: ja det ansees endog som Tegn paa Dorskhed og Ladhed, at erhverve sig ved sin Sved, hvad der kan vindes ved Blod“[1].
Anvende vi denne mesterlige Skildring paa de ældste Forhold i vort Land, saaledes som vi ovenfor især efter Rigsmaal have søgt at fremstille dem, vil man lettelig kunne forstaa, hvorledes Karlen eller Agerdyrkeren i Førstningen kunde være saa lidet anseet i Sammenligning med Jarlen eller Krigeren. Jarlerne have neppe engang beskjeftiget sig med Agerdyrkningen, men flokket sig om enkelte Høvdinger, og under deres Anførsel, enten i Fejder med hinanden indbyrdes, eller i fremmede Fylker, maaskee og i fjernere Lande søgt at erhverve sig Anseelse og det fornødne Underhold. Baade i vore egne og andre germaniske Oldskrifter finde vi i mængdeviis Exempler paa det her af Tacitus skildrede Forhold, og Bestyrkelse paa hans Ord. Høvdingens Gavmildhed mod hans haandgangne Mænd er saa at sige de gamle, til Høvdingers Priis forfattede. Kvads staaende Thema; Gavmildheden prises som en Dyd ikke ringere end Tapperheden. Høvdingen kaldes „Ringenes Bryder“, „Guldets Hader“, o. a. d. Allerede Rigsmaal selv lader Jarlen, som et Særkjende paa hans ædle Byrd, strax efterat have tilkæmpet sig et Rige „sønderhugge Baugen“; i det gamle Bjarkemaal omta-
- ↑ Tac. Germ. Cap. 13, 14.
