regnedes hele Vestlandet fra Sireaaen til Finmarken; det Søndenfjeldske var kun hvad vi kalde Østlandet tilligemed den østlige Deel af det nuværende Christianssands Stift. Endnu heder det at rejse nordpaa, naar man rejser lige i Vest fra Valdres til Sogn; og en Mand fra det Nordenfjeldske, ligemeget om han er fra Ryfylke eller fra Helgeland, kaldes af Østlændingen en Nordmand, med særeget Eftertryk paa „Nord“. Naar vore Forfædre kom ned til Østlandet fra Egnene ved Vesterhavet, faldt det saaledes af sig selv, at de kaldtes Nordmænd af de gautske Folkefærd, som de allerførst traf paa hiinsides Fjeldet. Det var saameget mere naturligt at benævne dem saaledes, som der endog ere tydelige Spor forhaanden til at de i en meget lang Tid have opholdt sig ved Vesterhavets Kyster, førend de trængte over Fjeldet ned til Østlandets videre Dale og til Viken. I vort ældre Sprog, saavelsom i vort nuværende Folkesprog, kaldes nemlig endnu Nordøsten landnorðr, Nordøstvinden landnyrðingr, Sydøsten og Sydøstvinden landsuðr og landsynningr, Nordvesten og Nordvestvinden útnorðr og útnyrðingr, Sydvesten- og Sydvestvinden útsuðr og útsynningr[1]. Alt hvad der kom fra Øst, betragtedes saaledes som kommende fra Landet; hvad der kom fra Vest, som kommende ude fra Havet; Østen og Landet, Vesten og Havet, vare saaatsige uadskillelige Begreber. Men dette passer kun til et Folk, der beboe en mod Vesten vendende Kyststrækning, saadan som Norges. Ja det passer egentlig kun paa Norges Vestkyst, thi om den ubetydelige Kyststrækning af Halland kan her ej være Tale, endmindre om Jyllands af tydske Folkeslag beboede Kyst. Denne Betegnelsesmaade af Himmelegnene finde vi nu ej alene udelukkende hos Vesterhavets Kystbeboere, men endog som den ene brugelige i det oldnorske Skriftsprog, ligemeget om den, der skrev, var en Østlænding eller en Islænding. Betegnelsesmaaden maa altsaa have dannet sig ved Norges Vestkyst, og vore Forfædre maa have holdt sig ved denne længe nok til at hine Ord ej alene kunde komme op og blive brugelige, men endog slaa saa faste Rødder i Sproget, at de sidenefter bibeholdtes i Egne, hvor de ikke længer passede til Lokalforholdene, som f. Ex. paa Norges Sydøstkyst. Men dertil udkrævedes vist i det allermindste et Par Aarhundreder. I denne Tid var der Anledning nok for Nordens øvrige Beboere til at lære vore Forfædre at kjende, og til saaledes at vænne sig til at kalde dem „Nordmænd“, at dette Navn tilsidst blev et Folkenavn, ved hvilket man ej længer stedse havde den egentlige Betydning for Øje. Deres Land blev følgelig ogsaa kaldet „Norðrvegr“, den nordlige Vej, thi det var for tyndt befolket, og Befolkningen for lidet fast, til at man endnu kunde kalde det „det nordlige Land“; og Ordet norrœnn (egentl.
- ↑ Se herom især Ivar Aasens Ordbog, og Finn Magnussen, om de gamle Skandinaviers Inddeling af Dagens Tider, S. 86.
