gende i Mellemeuropa, Tyskland-Østerrige har i kraft af sin kraft, sin organisations- og sin skaberevne, en større mission end at være sig selv nok. Naumann analyserer den internationale idé, der først var religiøs, saa filosofisk, dernæst mellemfolkelig praktisk (frihandelen) og nu er optaget af socialdemokratiet, men han tror ikke paa nogen menneskeorganisation uden statskarakter udenfor netop de kommercielle og financielle omraader. En anden sag er, at udviklingen gaar mod storstaten eller storstater, hvortil mindre stater gruppevis knytter sig for at nyde handelsfordele og anden beskyttelse. Ved denne sammenknytning opstaar, hvad man kan kalde en planetstat: „Disse stater har sit liv for sig, sin egen sommer og vinter, sin kultur, sine sorger og sin glans, men de følger i de store verdenshistoriske linjer ikke mere sine egne love, de virker som en forsterkning af den gruppe de tilhører.“
For tiden er de styrende verdenscentrer London, New York og Moskva (eller om man vil Petrograd). Muligvis danner der sig nu et nyt verdenscentrum Japan—Kina. At noget lignende skulde ske i Indien, er foreløbig lidet sandsynligt.
Her mener Tyskland, at det bør ha en mening med. Naumann udtrykker det saa:
