jo den hellige alliance udtryk for denne idé — et meget mislykket udtryk. Weis mener imidlertid, at tiden nu er blit mere moden for en realisation af idéen. Endel af hvad han paa sin knudrede maade faar sagt, er fornuftigt, endel er naivt. Han rammer rigtig, naar han paaviser, hvorledes de forskjellige nationer forlanger at optræde paa civilisationens vegne og myrder hinanden i kulturens navn, mens aarsagerne i virkeligheden er af en meget materiel beskaffenhed; men det er sikkert mere end optimistisk, naar forfatteren gaar ud fra, at „samvittighederne“ efter krigens afslutning vil føle et stort ansvar. I det hele taget ser Weis for overfladisk paa de reale værdier og deres betydning for samfundenes konstruktion.
Mere realistisk ræsonnerer finansmanden Thalbitzer. Han fordømmer til en begyndelse krigen i sin almindelighed endog saa affekteret, at han karakteriserer det som „et djævelsk værk“, naar europæerne bemægtigede sig Amerikas jord, og han er — neppe i god tro — saa ensidig, at han gir krigen skylden for, at oldtidens blomstrende samfund, „Babylon, Ægypten, Grækenland og Rom“, ikke er mere. Han ved jo meget godt, at krigen netop var en af de vigtigste faktorer, som skabte de samme samfund, den var begyndelsen, selv om den ogsaa var enden.
