i engelsk politik at bekjæmpe den for tiden sterkeste magt paa kontinentet ved hjælp af de øvrige magter“. Englands motto har været sir Walter Raleighs ord: „Hvem der behersker havet, behersker verden“.
Om aarsagerne til, at tyskerne tildels er mindre godt likt — et spørgsmaal, som øiensynlig beskjæftiger dem selv meget — har professor Hintze nogle i og for sig nøkterne og kloge bemerkninger. Men ogsaa her lægger han adskillig vægt paa det rent geografiske: Tyskland har saa mange naboer, og nært naboskab er ofte foranledningen til rivaliseren og fiendtligheder. Englænderne, der bor i en saa at si afgjærdet park, har en meget behageligere stilling.
Der er en del — jeg havde nær sagt underklassefeil, som hefter ved gjennemsnitstyskerne. Men man maa ikke, paa grund af disse feil, glemme, at tyskerne repræsenterer en alsidig aandselite af ypperste rang, og at den tyske disciplin, selv om den — i fred — undertiden kan gjøre et pedantisk indtryk, er gaaet tyskerne saaledes i blodet, at de her minder om romerne i hin tid, da en romersk patricier følte Roms skjæbne som sin egen, eller rettere sagt, da han ikke et øieblik glemte, at hans liv tilhørte staten.
Man skal helst træffe tyskerne i deres eget
