gelse, gjennem patriotiske forsamlinger og beslutninger, men kun gjennem en dristig og forudseende politik under monarkisk ledelse og med militært eftertryk. Denne fundamentale kjendsgjerning belyser hele skikkelsen af vor nationale tilværelse. Fordi saa var tilfældet, maatte Preussen, den sterkeste tyske stat, overtage og beholde ledelsen; og den preussiske regjering har selv i stilhed maattet forberede de militære kræfter for denne store opgave i den skarpeste modsætning til de demokratiske partier.“ Ogsaa under den senere politiske udvikling har der her gjort sig særegne omstændigheder gjældende, som krævede en fortsættelse af de preussiske traditioner: „Den vidtgaaende administrative decentralisation, som er forbundet med den tyske forfatning, behøver ganske vist den modvægt, som ligger i en hel og sterk ledelse af udenrigspolitiken, og denne maa nødvendigvis ligge i keiserens hænder, idet han støtter sig til sin rigskanslers raad.“
Professor Hintze fremhæver i sin afhandling, hvorledes Tyskland under det styre, der naturlig har udviklet sig, har skabt bl. a. sin arbeiderbefolkning saa gunstige sociale og økonomiske livsvilkaar, at det endog har vakt forbauselse hos engelske arbeiderkommissioner.
