foranledning – var krænkelsen af Belgiens neutralitet.
Men der var vel ogsaa andre aarsager.
Den modstander, England denne gang fandt, er vel den farligste, det hidtil har mødt.
Den udvikling Tyskland har gjennemgaaet i de sidste halvhundrede aar, er vel en af de merkeligste i verdenshistorien.
Da den tysk-franske krig brød ud i 1870, havde ikke Tyskland mange venner i Norge. Jeg indbilder mig, at de ikke kunde tælles i procent, i høiden i pro mille.
Et par af aarsagerne hertil laa lige i dagen. Under den dansk-tyske krig i 1864 havde Danmark Norges ubetingede sympati, og inden den dannede klasse i vort land var der mange som – med Ibsen – ansaa det for en national skam, at Norge-Sverige ikke gik med; ikke faa nordmænd og svensker meldte sig frivillig. Den kritiske granskning af det indviklede slesvig-holstenske spørgsmaal er af senere dato; det var passionerne, som dengang havde den afgjørende stemme. Da Tyskland ved krigens afslutning bemægtigede sig mere end de tysk-nationale krav tilsa, kom Tyskland for den norske gjennemsnitsopinion til at staa som den store røver, der overfaldt og udplyndrede et lidet land. Og
