Denne siden er korrekturlest
havde gjennemgaaet i sidste halvdel af det 17de. England begik én stor dumhed: Det var dengang da det optraadte saa ublu ligeoverfor sin ældste datter, senere bekjendt under navnet „De forenede stater“, at denne brød med hjemmet. Datteren blev paa en uegennyttig maade støttet af en fjemere slegtning, det gentile Frankrige, der maaske ogsaa havde en gammel regning med England i erindring. Denne særdeles kostbare dumhed blev imidlertid lærerig for England: Det er egentlig derfra at visdommen i den engelske kolonialpolitik stammer.[1]
Saa stolt et værk det engelske imperium
- ↑ Visdommen er endnu tildels saa maadelig. At en saa kraftfuld race som boerne klarer sig godt under engelsk overherredømme, er ikke vanskeligt at fatte. Men hvor englænderne skulde hjælpe et folk frem, har disse bestræbelser ikke just været kronet med held. Nogle tal fra Indien, hentet fra en korrespondance af den danske forfatter Hohlenberg, som har bereist Indien, er ganske illustrerende (jeg har ikke anledning til at kontrollere statistikens korrekthed, og det skulde glæde mig, om den kunde berigtiges):
„Indien var et rigt land. Gjennem hele oldtiden og middelalderen var Indien betragtet som vidunderlandet, og europæiske reisende blev aldrig trætte af at fortælle om landets rigdom, frugtbarhed, luksus og velvære. Hvorsomhelst man reiser i Indien, finder man endnu spor af denne rigdom; utallige pragtfulde templer, selv i byer, som nu har mistet enhver betydning, og paladser, som staar tomme og holder paa at falde i miner. En engelsk forfatter, Phillimore, skrev midt i det attende aarhundrede, at Indiens jord emærede de fjerneste lande. Det var heller ikke for dets fattigdoms skyld, at det ostindiske handelskompani i sin tid bemægtigede sig landet.
Hvorledes er forholdet nu?
Tallene vil bedst illustrere det. Af Indiens 300 millioner er der 100 millioner, en tredjedel af befolkningen, som aldrig har raad til mere end ett maaltid om dagen. Der er millioner, som ikke engang naar saa vidt, men som bogstavelig talt dør af sult. Det klassiske „et korn ris om dagen“, som i de buddhistiske legender citeres som høidepunktet af askese, er for hundrede tusener af indiere en daglig virkelighed. Der er altid hungersnød i Indien, den er epidemisk som dens nære slegtninge pest og kolera; men grunden er ikke, at der ikke er mad nok i landet, men ganske simpelt, at befolkningen ikke har raad til at kjøbe den. Den indiske bonde tjener mellem 12 og 26 shillings om aaret; han har altsaa i bedste fald ca. 45 øre at leve for om ugen, 6½ øre om dagen. Resten af hans fortjeneste gaar til skatter, afgifter, renter og aagerkarle.
Den arbeidende klasse i byeme er ikke stort bedre stillet. Lønnen svinger her mellem 10 shillings og et pund sterling om maaneden for 12 og 14 timers arbeide, henholdsvis vinter og sommer. Der er europæisk opdragne, universitetsdannede mænd, som af mangel paa anvendelse paa sit eget omraade maa arbeide i fabrikerrne for 15 shillings om maaneden. Og selv de af de studerende, som er saa heldige at faa en eller anden underordnet stilling i sit lands administration (de overordnede og godt lønnede er forbeholdt englændere), maa nøies med en gjennemsnitsløn af 400–500 kroner om aaret (mens gjennemsnitslønnen for de engelske embedsmænd er ca. 30,000 kroner (1737 lst.) aarlig).
I modsætning til disse miserable sifre staar den sum, som repræsenterer Englands aarlige udbytte af Indien. Den er 30 millioner pund sterling, 540 millioner kroner, foruden de 14 millioner lstr., som engelske embedsmænd i Indien lønnes med (og som Indien betaler), og de summer, som engelske handelsmænd tjener i landet, og som kommer England og ikke Indien tilgode. Denne tingenes tilstand er blit angrebet fra mange sider, ogsaa fra engelsk.“
