Præstegaarden, der kaldtes Skeivolden. Først førtes en Hoppe frem paa Pladsen, derpaa bleve to Graheste ad Gangen slupne løs. Disse bedes da og sloges om Hoppen. Naar de vare blevne trætte, lededes to nye Hingste frem, og saaledes blev man ved, saalænge der var Hingster igjen. Naturligvis kom paa denne Maade mange Heste til Skade, nogle bleve udygtige for lang Tid, andre bleve aldeles ødelagte. Naar denne Hestekamp var tilende, begav Sæbyggerne sig hen til en Plads paa den anden Side af Præstegaarden, som kaldes Leikvollen. Her red de omkaps, tre eller fire ad Gangen. Enhver Rytter søgte ved idelig Pidskning og Slag at faa sin Hest afsted i Firsprang. Man brugte ikke Sadel, og mangen Gang hændte der Ulykker. Præsterne søgte at faa dem til at lade af med denne Skik, men forgjæves, især holdt de Gamle haardnakket paa sine Hestekampe og sin Kapridning. Dengang Gjellebøl skrev, var det Fylderi, som havde ledsaget disse Folkefeste, noget i Aftagende, siden Brændevinet var blevet dyrere. Skikken afskaffedes først omtr. 1820 af Præsten Musæus. Overnaturlige Træk forekom stundom ogsaa i Beretningerne om disse Kampe. Saaledes fortælles, at i mange Aar kom der, hvergang der skulde holdes Skei i Valle, en blaa Fole ud af Skoven ved Gaarden Røiseland. Den lod sig ride til Kampstedet og blev bestandig „Skeifolen“, det vil sige den seirende. Tilsidst blev den engang overvunden Manden gav den da et Slag med Bidselet, hvorefter den forsvandt for bestandig.
At forøvrigt denne og lignende Skikke i sin Tid have været udbredte over hele Landet fremgaar at at „Skei“ eller „Skeie“ dels enkelt, dels i Sammensætninger er et hyppigt forekommende Stedsnavn, ligesom ogsaa mange Stedsnavne ere sammensatte med leikr. Paa Steder med
