Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/235

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

net og det med stor Møie. „Men endnu 80 Aar derefter, i 1828, gaves i Vegaarsheiens Annex trende udlevede Personer, der ingensinde havde lært Bogstaver at kjende, da deres Ungdomsdage indfaldt, medens Skolen holdtes med mindre Orden og Kraft. De vare, hed det, „ikke boglærte“, men havde ved Udenadslæren erhvervet den fornødne Børnelærdom, som paa Forlangende læstes og gjordes Rede for.“ (J. Aas, Gjerestads Præstegjeld , og Præster, Risør 1869, S. 129).

Vik i Sogn. „Jeg forefandt Almuen (skriver Provst Anders Daae, som 1707 blev Præst her, i 1745 til Kancelliet), som er Alle her paa Stedet bekjendt, udi den dybeste Vankundighed, saa at faa af dem kunde læse i Bog, men slet Ingen istemme med den sjungende Zion i Kirken, for hvilket at raade Bod jeg strax forkostede og til alle Fattige gratis uddelte de forordnede Kirkesalmebøger, saa at man nu neppe finder En i den ganske Menighed, der jo kan sjunge og læse. Ligeledes har jeg paa min Bekostning forsynet Menigheden med Katechismus og brugelige Forklaringer samt andre til Gudfrygtigheds Kundskab og Øvelse nødvendige Bøger. “

Bergens Stift var maaske i det Hele det Stift, hvor Oplysningen bedst fremmedes i hin Overgangstid, fordi Stiftet var saa heldigt i Erik Pontoppidan (1747–1755) at have til Biskop den Mand, der mere end nogen Anden fortjener at kaldes en norsk Kirkefader. Heldigvis har man ogsaa fra hans egen Haand udførlige Optegnelser om hans Virksomhed.[1] Man ser, at Indenadlæsnin-

  1. Meddelte af nærværende Forfatter i Theolog Tidsskrift, udg. af Caspari m. Fl., 7de Bind, (ogsaa særskilt aftrykt som „Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede“).