Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/188

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Byaasen, eller at en ensom Vandringsmand var bleven overfaldet og udplyndret lige til Skjorten i Rotvoldsskoven, dømte han altid, at det vel var en eller anden Soldat, som havde forøvet Ugjerningen, og det viste sig ofte nok, at han gjettede rigtigt. Erik havde heller ikke staaet længe i Tjenesten, før han en Nat gjorde Indbrud hos en Handlerske, Jomfru Gadebusch. Tyveriet blev snart opdaget, og han blev af Krigsretten dømt til at løbe Spidsrod. Man kjendte for 30 Aar siden en Vise herom, som blev sunget efter Takten i den Marsch, som blev slaaet paa Trommen under Spidsrodsstraffens Udøvelse. Den begyndte med Forhøret:

„Du Erik, du Erik, du Erik Fantegut:
Du har vel stjaalet Knapper hos Jomfru Gadebusch?“

Derpaa fulgte Tyvens Benegtelser og Udflugter, saa hans Tilstaaelse og Bøn om naadig Straf:

„Aa hør du, kjære Hr. Major
Du slaa mig ei ihjel ..... “

Endelig gav Visen en udførlig Beskrivelse af Straffen og lægger til Slutning disse Ord i Fanteguttens Mund:

„Og Pidsken har jeg paa min Ryg
Og Trommen har jeg her.
Men har jeg stjaalet lidet før,
Saa skal jeg stjæle mer!“

Da han for sidste Gang havde løbet gjennem Rækkerne, rullede han sig i Sandet og sprat saa op igjen ligesaa rask at se til, som han før havde været.[1] Han

  1. Det samme fortælles ogsaa om Lars Tobakslausing, en anden samtidig Fant, der var kjendt som en af de værste Bygdeplager, og som, medens han var Soldat, blev straffet med Spidsrod for Ran og jaget af Tjenesten.