Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
96

Ven, som for tolv Aar siden mistede Livet paa Toppen af Fløifjeldet“. Ved disse Ord faldt der Skjæl fra mine Øine, og jeg kjendte — min gamle Ven Abelin, i hvis Hus i Bergen jeg i fordums Dage saa ofte var kommet. Jeg kastede mig i hans Arme: „Abelin, sagde jeg, „kjender Du ikke din Klim, som vender tilbage fra Underverdenen? Det var mig, som for tolv Aar siden faldt ned i Hulen.“ Han var vel i Begyndelsen vantro, men da jeg saa nøie vidste at fortælle ham om vort gamle Samliv, tog han mig grædende om Halsen og bad mig fortælle, hvor jeg havde været, og hvorfra jeg havde min barbariske Dragt. Da jeg i min Forklaring var kommen til Planeten Nazar og dens Træer, fandt han vel, at dette maatte være Snak, og mente, at jeg snarere havde været taget i Berg. Jeg bad ham dog taalmodig høre videre, han blev fremdeles vantroende og haabede, at jeg selv om nogle Dage vilde indse, hvad det var for Drømme og Hjernespind, jeg fortalte ham. Da jeg imidlertid efter en Uges Forløb fastholdt min Beretning og bad ham om dog at betænke den Kjendsgjerning at jeg var falden ned igjennem Hulen og efter tolv Aars Forløb var kommen tilbage ad samme Vei i en før aldeles useet fremmed Dragt, gav han endelig efter for min Argumentation og bad mig om udførligere at gjentage min Historie, om hvis Sandfærdighed han efterhaanden overbeviste sig. Den Potuanske Forfatning fandt han særdeles tiltalende og ønskede, at alle Stater kunde indrettes efter dens Exempel.

Jeg begyndte nu at tænke paa min Fremtid og var bekymret for, hvilken Skjebne jeg gik imøde herhjemme ovenpaa alle mine Eventyr under Jorden. Abelin formanede mig da fremfor alt til at holde min Historie hemmelig, da jeg i modsat Fald vilde blive en Skive for Alles Spot. Nylig var en Mand bleven straffet, fordi han havde troet paa Antipoder, og jeg kunde deraf slutte, hvordan det vilde gaa mig selv, om jeg ikke var saa klog at tie stille med mine Oplevelser. Jeg skulde indtil vi-