Af alt, hvad der er skrevet om den her omhandlede Art af menneskelig Daarskab, indtager Holbergs „Den honette Ambition“ udentvivl den høieste Plads. En gammel kjøbenhavnsk Borger, hvis Brodersøn Jesper Hansen har været saa heldig at opnaa „Promotion“ til en Rang, bliver af den Grund „urolig i Hovedet“ og vil selv have noget lignende. Medens det ellers i Holbergs Stykker pleier at være Damerne og Ungdommen, der ligge under for Modedaarskab, er det her Jeronimus selv, der betages deraf, og Magdelone, der holder igjen, men hun er tillige, da hendes Modstand slet ikke nytter, godmodig nok til at tillade ham at skyde Skylden paa hende, medens hun dog er noget fastere, da Manden, der sikkert haaber paa sin Ophøielse, vil bryde sit Løfte til den unge Mand, hvem han har lovet sin Datter, fordi Svigersønnen kun er slet og ret Borgermand. Den Gamle, som er om sig for at finde Patroner, tror at have fundet saadanne i en fornem Herres Lakei og en Skrædder, der syr for en Greve, hvorfor han indbyder dem til Middag paa en Dyrekølle og Rhinskvin. En forklædt Henrik, „Baron Renkaalavæt“, forstaar imidlertid efter en Række af herlige Scener at bringe Jeronimus til Fornuft.
Vi have her fremhævet nogle af de historiske Forhold, som maa haves for Øie, naar man læser Holbergs Komedier, og benyttet Leiligheden til en og anden Bemærkning ved enkelte af disse. Tilsammentagne danne de, som allerede bemærket, et helt Billede af Menneskene, saaledes som de færdedes lyslevende i Frederik den fjerdes Dage, og det er dertil Digteren Welhaven sigter, naar han siger:
Hans Navn er som et magisk Ord, der magter
At lukke op en eventyrlig Hal
Med et vi staa betragtende derinde,
Bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær,
Hver Skikkelse i Møde gaar os der
Fortrolig, næsten som et Barndomsminde.
