Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/66

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

selvstændig Kjøbstad og kunde derhos som Fæstning altid gjøre Regning paa nogen Bevaagenhed i den Tid, da militære Hensyn vare stærkt overveiende. Anderledes var Forholdet med Ladestederne Bragernes og Moss. Disses Indbyggere fik gjentagne Gange Befaling til at flytte til Christiania, og skjønt de unaturlige Bud ikke gjennemførtes i sin fulde Strenghed, maatte de paa de nævnte Steder bosatte Handelsmænd finde sig i megen Indskrænkning og ofte yde store Bidrag til Udgifter vedkommende Christiania, som hvis Underafdelinger eller Annexer disse Handelspladse ansaaes.

Datidens Byborgere vare udsatte for Konkurrence fra Landdistrikterne. Trælasthandelen, de søndenfjeldske Kjøbstæders Velstandskilde, var nemlig indtil 1662 i det Hele fri og kunde drives ikke alene af Borgere, men ogsaa af Bønder. For Christiania Omegns Vedkommende foretoges dog allerede 1632 en Indskrænkning i denne Frihed, da det bestemtes, at alle Deler, spærrer og anden Last, som blev huggen indenfor Asker eller ind ad Bundefjorden, skulde føres til Christiania og sælges der og ikke ved Sand eller Drøbak; vilde Borgerne ei kjøbe Lasten, kunde Bonden oplægge den paa de gamle Tomter i Oslo og da selv afhænde den til Fremmede. Men ogsaa med Hensyn til de faa andre Varer, som der dengang kunde være Tale om at udføre, lede Bymændene Indskrænkning af Folk paa Landet. Gjentagne Gange, t. Ex. 1641, 1643 og 1653, klages der nemlig over, at Præster, Fogder[1] og sorenskrivere dreve Kjøbmandskab og Sagbrug, ti handlede sig Tjære, Bukkeskind, Smør, Talg, Forverk, Karve og andre Varer af Bønderne og solgte dem dyrest mulig til Borgerne. Fogderne havde især let for, trods alle Indsigelser, at finde Paaskud til at fortsætte denne Handel. De foregave enten, at de vare nødte til at tage Varer for Skatter, eller ogsaa at de skulde gjøre Indkjøb til Akershus Slots Forsyning. I Byen selv hændte det endelig ifølge Klager af 1643 og 1646 ikke sjelden, at fremmede Skippere «strippede op fra Havnen til Sagene, Mængden af Tømmer at bespeide og derpaa gjorde Skambud». Ogsaa Handelen med de Artikler, som indførtes fra Udlandet, søgte fremdeles udenlandske Kræmmere at rive til sig, og det, ligesom i sin Tid Rostokkerne i Oslo, endog «i Lod og Kvintin».

  1. Allerede Christiern den anden havde (1514) forbudt Fogderne at drive Handel.