Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/381

Fredagen den 28de Februar var af end større Betydning, thi dette var den store nationale Bededag, da Prindsen og den hele Menighed i Christiania aflagde den høitidelige Ed at ville vove Liv og Blod for Fædrelandets Selvstændighed. Paa den smukke Vinterdag herskede en Bevægelse i Christiania, hvortil Byen ligesiden dens Anlæg endnu aldrig havde oplevet Mage. Fra Kl. 10 til 11 ringedes med alle Kirkeklokker, og Byens Folk ilede skarevis til Vor Frelsers Kirke, der maa have været mere end overfyldt, siden fire tusinde Billetter angives at være udleverede. Alle de militære Korpser, som for Tiden fandtes i Christiania, trak op paa Torvet og dannede tvende sammenhængende Paradelinjer fra Palæet til Kirken. Ledsaget af det gule Korps og et Detachement ridende Jægere begav Regenten sig Kl. 11 tilhest til Kirken, hvor han modtoges ved Indgangen af de fornemste Embedsmænd, der fulgte ham til hans Kirkestol. Over denne var anbragt et draget Sværd og en Oliegren, der slyngede sig op til dette; paa Siden af dette læstes: «Prinds Christian Frederik, Norges trofaste Ven og kraftfulde Styrer i Krig og Fred». Biskop Bech udførte denne Dag alle Sognepræstens Funktioner, og Kirkesangen var overdraget til det musikalske Lyceums Virtuoser og Virtuosinder under Akkompagnement af Orgel og Violiner. Efter at Biskoppen havde oplæst Prindsens Kundgjørelser til det norske Folk og en Salme var afsungen, forlod Prindsen sin Stol og begav sig hen mod Koret. Foran dette var i Kirkens Hovedgang anbragt en Forhøining, betrukken med rødt Klæde; derfra talte Christian Frederik, omgiven af de fornemste Embedsmænd. Høitideligheden gjorde, endog efter de mest nøgterne Hjemmelsmænds Beretning, et Indtryk paa den store Forsamling, som neppe er til at beskrive. Enhver, der følte for sit Fædreland, hvorledes han end dømte om Prindsen og Udsigterne til et lykkeligt Udfald under hans Auspicier, maatte forlade denne Fest med et rørt Sind. Fra Byens Hovedkirke begav Prindsen sig til Slotskirken, hvor Claus Pavels prædikede^[1].

I Sverige havde man ikke tænkt sig Muligheden af saadanne Begivenheder som de, der nu fandt Sted i Norge. Man havde

1. «Da Prindsen drog tilhest til Akershus gjennem den tætte Folkemasse, og Mødrene løftede Børnene op for at se ham (mange erindre kun saaledes at have seet ham) og Børnene bevægede Hænderne ligesom klappende i den almindelige Jubel, betegnede disse smaa Hænder hin Agitations Magt og Styrken af Folkets Sindsbevægelse». (Wergelands Konstitutionshistorie.)