Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/343

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Deltagelse. I Stockholm hændte det siden, at en Dame forsøgte at sige Carl August smukke Ting om hans mandige Ansigt. Hans Svar blev en liden Historie fra Christiania: «De er ikke den første, min Naadige, paa hvem jeg har gjort Indtryk ved mit Udvortes. I Christiania havde jeg en Frugthave, som jeg holdt meget af, men det hændte sig en Høst, at mine bedste Pærer bleve stjaalne. Jeg fik Lyst til at gribe Tyven, og det lykkedes mig tilsidst at overraske en gammel Kone, som havde klatret op i et Træ og fyldt Forklædet med Pærer. Jeg bad hende strax at gaa og truede med, at prindsen kunde komme og se det». «Han har vel andet at bestille, sagde Konen, end at se efter Pærer». «Men sæt nu, sagde jeg, at han i dette Øieblik stod for dig, og at jeg var Prindsen». «Du? udbrød Konen med Latter. Nei mange Tak, min gode Mand, styg har jeg hørt, han skal være, men saa styg, som du er, det er ikke muligt».[1]

At Christian den syvende døde under Krigen (i Rendsborg d. 13de Marts 1808 netop Aarsdagen førend Gustav IV. Adolfs Afsættelse), var en Begivenhed uden nogensomhelst Betydning, da Sønnen, nu Frederik VI., allerede i 24 Aar havde været den virkelige Regent. Imidlertid foregik da ogsaa Forandringer i den norske Regjeringskommissions Sammensætning. Enevold Falsen afgik ved en brat Død den 16de November 1808. Han havde hin Aften ladet sig overtale til at besøge Theatret i Grændsehaven, og ved Bortgangen derfra lededes hans forvildede Fjed ned til Fjorden, hvor han den følgende Morgen blev funden som et Lig i «Borkehullet» ved Fiskebryggen. Hans Helbred havde længe været ødelagt, og hans Sind var blevet mere og mere nedstemt, men siden han ved Krigens Udbrud havde faaet en langt betydeligere Virkekreds, saa det en Tid ud, som han havde faaet nye Kræfter. Efter nogen Tids Forløb begyndte han dog atter at lide af Svindelhed og af et Mismod, der grændsede til sindsforvirring. Hans pludselige Død fremkaldte dyb Sorg i den By, hvor han lige siden sin Ungdom havde været beundret og elsket, først for sit digteriske Talent og sin frisindede Tænkemaade, siden for sine Fortjenester som Embedsmand og Borger. Hans Begravelse fandt derfor Sted med stor Høitidelighed. «Høie og Lave, Borgere af

  1. Disse Smaatræk ere hentede fra afdøde Student Carl Birchs Meddelelser om Christiana August i «Skilling-Magazinei» for 1847, hvilke hvile paa Faderens, Generalmajor P. H. Birchs Erindringer.