jeg stedse lidenskabeligen har elsket, fordi det gav min Ungdom Glæder, fordi det gav mig en god Hustru, gode Børn, og fordi det er et skjønt, et elskværdigt Land. Jeg har af og til en Hoben at bestille, men dog ikke mere, end jeg kan overkomme. Jeg aander frit og er procul fra alt det, som stundom forbitrer os Livets Glæder».[1]
Den franske Revolution havde øvet megen Indflydelse paa den livlige Falsens Tænkemaade og Opfatning. Saaledes var han en Ven af Peter Andreas Heiberg, og i det lille Aftenselskab, som denne (7. Febr. 1800) holdt umiddelbart før sin Bortreise som landsforvist Mand, udbragte han derfor ogsaa Falsens Skaal, skjønt han «formodentlig af Delicatesse med Hensyn til hans Embedsstilling» ikke havde indbudt ham som Gjest[2]. Men denne Falsens Sympathi med de moderne Ideer havde ikke gjort ham til nogen politisk Phantast. Han var en udmærket Embedsmand og indtil sin bratte Død udentvivl Regjeringskommissionens mest indflydelsesrige Medlem.
Marcus Gjøe Rosenkrantz tilhørte en dengang noget forarmet og tilbagesat Gren af Danmarks engang maaske fornemste Adelsfamilie. Faderen Otto Christian Rosenkrantz var bleven Premierlieutenant i det Vesterlenske Infanteriregiment i Norge og som saadan endog bleven kasseret, men dog igjen tagen til Naade og havde tilsidst drevet det til at blive Sekondmajor og (1780) Kommandant paa Vardøhus. Han døde paa en Reise til Danmark 1785. Under sit Ophold paa Vestlandet havde han indgaaet Ægteskab (aabenbart efter Tidens Forhold en Mesalliance) med Karen Rønning (ikke Rønnow), der døde 1779[3]. Desto videre kom derimod de to af hans tre Sønner til at drive det. Den ene, Nils Rosenkrantz, blev nemlig dansk Udenrigsminister, og den anden, med hvem vi her har at gjøre, endte som fhv. norsk Statsraad og Seraphimerridder.
Marcus Rosenkrantz (født 1762 paa Vigvold i Tved ved Christianssand) ansees ikke for at have været nogen meget begavet Mand, men har derimod stedse udmærket sig ved en høi Grad af Retsind og dertil ogsaa ved Religiøsitet[4]. Han besjæledes derhos tidlig af inderlig Kjærlighed til sin gamle slægts Traditioner, og,
