llerede hyppig have vi ovenfor nævnt et Navn, der i vor
Hovedstads Erindring har en Plads som ingen anden Privatmands. Bernt Ankers Samtidige ere allesammen forlængst glemte af den nulevende slægts store Flertal, medens han selv er bleven saa at sige en mythisk Figur i sin Fødeby. Men han var ogsaa paa engang ikke alene Hovedet for dens rigeste Familie, Rangsperson, Adelsmand, men tillige mangesidig begavet og i Besiddelse af videnskabelig Dannelse og fin Levemaade. Hertil kom et varmt Hjerte, levende Fædrelandskjærlighed og den stærkeste Følelse af Stillingens Forpligtelser. Hans Hovedsvaghed var en Forfængelighed og en Affektation, hvorom vi have seet Vidnesbyrd paa de foregaaende Blade og skulle faa se endnu flere paa de følgende. Men det skal ikkedestomindre staa uimodsagt, at hidtil Ingen af hans Stand har magtet, endog kun tilnærmelsesvis, at forene de Egenskaber, som fandtes samlede hos ham.
Det har været berettet, at Familien Anker (eller, som den før sin ophøielse i Adelsstanden skrev sig: Ancher) oprindelig var kommen fra Sverige. Neppe er dette Sagn ældre end fra den Tid, da Familien (1778) blev nobiliteret og man, som saa ofte i lignende Tilfælde, skulde søge efter en fremmed adelig Familie, fra hvilken Vedkommende med en frisindet genealogisk Samvittighed kunde angives at nedstamme. En saadan fandt man da i en svensk Slægt Ankar, der skulde nedstamme fra
