Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/261

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Vinteren 1790–91 raadede en besynderlig Gjæring i Norge, hvor flere betydende (?) Personer tænkte paa Midler til at befri sig fra det danske Aag». – «Kongen sendte mig under forskjellige Paaskud til Vermland, og jeg saa paa Grændserne i største Hemmelighed nogle af de betydeligste Hovedmænd, men da jeg fandt, først, at den franske Revolution havde motiveret deres Lyst til at befri sig fra Undertrykkelsen, og dernæst, at de ikke ønskede Norges Provindser forenede med Sveriges efter samme Forfatning og Regjeringsform, trak jeg mig tilbage fra disse Underhandlinger, ytrende, at min Monark, hvor misfornøiet han end var med det danske Hof, ikke kunde fortiden give dem nogen Hjelp. Vi adskiltes med ulige Meninger om Gjenstanden for Underhandlingerne, men dog med Overenskomst om at vedligeholde visse Forbindelser os imellem, der ogsaa vedvarede et eller halvandet Aars Tid, da sal. Kongen helt og holdent afslog at deltage i noget Forehavende, som var stridende mod Konger og deres Magt». I Begyndelsen af 1791 var der Krigsrygter i Christiania. Stiftamtmand Frederik Moltke traf paa egen Haand nogle Foranstaltninger for at sikre Landet mod muligt Overfald, navnlig ved at forsyne Magasinerne, og gjorde Forestillinger til Regjeringen om de mulige Farer. Dette gav Martinau Anledning til at tilstille Moltke en diplomatisk Note paa Fransk, og Stiftamtmanden var ubesindig nok til at svare med en lignende diplomatisk Stiløvelse, hvilket paadrog ham en Irettesættelse af Bernstorff. Rygterne og Vindmagerierne ophørte imidlertid først med Gustav den tredies Død i 1792. Martinau overlevede kun ganske kort sin Herre. Han døde 22de April 1792, og hans Embede blev, som vi vide, ikke igjen besat. Den større Del af Befolkningen var fremdeles fuldt loyal. Kronprinds Frederiks Bryllup i 1790 fremkaldte store Festligheder i Christiania, og disse gjentoge sig i 1792, da Frederik havde sendt en Estafette til Byen for der at bekjendtgjøre Kronprindsessens lykkelige Forløsning[1].

I Julen 1792–93 førtes i Paris Processen mod Ludvig den sextende, og den nye Republik havde just vundet sine første krigerske Laurbær under Kellermann, Custine og Dumouriez. Endel af Christianias Embedsmænd og Borgere, Byfoged og Justitsraad Hagerup, Kjøbmand Even Steen, Stadskaptein Adam Steen, Mægler Lie, Kjøbmand Dybwad og den engelske Konsul Mr.

  1. Festlighederne beskrives i Minerva for Novbr. 1792, S. 237–238.