Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/253

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

«paradisiske» Dale. «Odelsbøndernes» Frihed opstilledes i hine Aar jevnlig som Modsætning til de danske Hoveribønders Trældom, og denne Sammenligning bidrog udentvivl sit til den danske Almues Frigjørelse. Men dette uklare Sværmeri for Norge, der ogsaa senere har gjentaget sig i Danmark, havde egentlig et Rousseauisk Anstrøg. Det gjaldt kun vore Fjelde og deres «troskyldige» Bønder i Nationaldragt. Hvad Byerne og fremfor alt Christiania angik, da talte man i en anden Tone, thi herfra hørte man kun om Fordringer paa eget Universitet, egen Bank og Afskaffelse af Kornmonopolet. Ikke nok med, at Guldberg havde skrevet til Suhm om de «foragtelige Christianiæ Raisonneurs», men endog Tyge Rothe, der hørte til de svulstigste Lovprisere af «Klippelandet», vidste at fortælle om «ødselt, halv vanartet Christiania». Disse Ord forekom i et Skrift, som Rothe udgav i Anledning af denne Prindsereise under Titelen: «Om nogle Danmarks og Norges Fordringer til hinanden».

I 1788 kom da omsider Reisen virkelig til at gaa for sig. Allerede før Thronarvingen kom til Norge, havde Prinds Carl af Hessen, der fremdeles fra Gottorp var Øverstbefalende over den norske Hær, tilligemed sin Søn Frederik begivet sig hid og ankom ad Landeveien til Christiania 29de Mai 1788, hvor de modtoges med stor Høitidelighed. Martinau var yderst ivrig for at være med og lod sig forestille af Stiftamtmand Scheel. Kronprindsen kom efter i Juni paa en Fregat til Frederiksstad, hvor en stor Lystleir, hidtil noget ganske useet i Norge, skulde finde Sted. Nogle Dage senere gik Touren til Christiania; udenfor Byen var reist en storartet Æreport, og tre Fjerdinger udenfor samme havde 40 «ærværdige Odelsbønder» gjort sin Reverents. Ved denne Leilighed fremtraadte ogsaa for første Gang et «Livskytter-Korps» paa 12 Mand af Borgerskabet, Oprindelsen til det endnu indtil for faa Aar siden bestaaende, velkjendte «gule Kor». Manderfeldt, der nylig havde gjort et Besøg i Kjøbenhavn og endog omtaltes som Aspirant til et norsk Amtmandsembede, var yderst ivrig for at lægge sin undersaatlige Devotion for Dagen og vakte endog Martinaus Mistanke. Han havde nemlig i Kjøbenhavn udgivet en liden Bog under Titelen: «Folkets Røst til Hans kgl. Høihed Kronprindsen ved hans Ankomst til Norge 1788», hvori han gjorde sig til Tolk for det norske Folks Ønsker, taler om eget Universitet, Disconto-Kasse o. s. v. – Høitidelighederne vare i det Hele saa mange, som i Christiania vel muligt. Bernt Anker besteg Talerstolen i Byens Fri-