Forhørene siden oplyste, dunkle Rygter i Byen om, at Juel nok en af Dagene skulde løbe sin Vei; eder blev ønsket, at han maatte komme nogenledes vel derfra». Hans Kone sad engang, fortaltes der, i ivrigt Arbeide med at sy Liner til ham, som han skulde bruge til at heise sig ned med, og maatte, da hun overraskedes ved et pludseligt Besøg, skjule sit Arbeide under sine Skjørter. Om Aftenen den 15de September var den attenaarige Løitnant (senere Oberst) Nicolai Tidemand, siden bekjendt som politisk Forfatter, vagthavende Officer ved Zahlkassererens Arrest. Tidemand har selv nedskrevet sine Erindringer herom og fortæller, at Juels Venner havde underkjøbt en Menig, der hidtil af hele Regimentet var anseet for en nidkjær Soldat. «Ved Vagtinddelingen tildelte jeg en Mand Posten for Arrestanten, der frabad sig den, og da den underkjøbte Soldat hørte dette, tilbød han sig at tage Posten. Jeg fattede ingen Mistanke ved hans Tilbud og afdelte ham til Arrestposten. Arrestantens Frue besøgte ham som sædvanlig. Selv blev jeg hos Arrestanten til henimod Midnat. Han var temmelig oprømt og søgte at underholde mig med endel morsomme Fortællinger fra lykkeligere Dage. Henimod Midnat forlod jeg ham, lod Døren i min Nærværelse lukke og gik ned i Vagten, hvor jeg gav den vagthavende Kommandersergeant Fjeldsted Instruktioner til Paapasselighed. Derefter gik jeg ned i Officersstuen. Klokken slog 12, og Posterne bleve afløste; ved denne Afløsning kom den underkjøbte Soldat paa Post for Arrestanten. Omtrent Kl. 12½ styrtede man ind til mig i Officersstuen med det skrækkelige Anraab, at Arrestanten var rømt. Bestyrtet ilede jeg ud af Vagtstuen og op paa Volden til Arrestværelset, hvor jeg fandt Skildvagten borte, Dørene aabnede med falske Nøgler og Arrestanten borte. Undvigelsen blev strax meldt, og Arrestanten eftersat, men for hans Undvigelse var der saa vel sørget, at Hestene stode bestilte lige til den svenske Grændse. Over den lave Fæstningsvold havde Arrestanten, hans Tjener og den utro Skildvagt heiset sig ned i en Line, som var bundet om en Kanon, og som ovenikjøbet var overtrukket med Klædeslidser, for at ingen af de fine Hænder skulde saares ved Nedstigningen. – – Jeg burde ikke have givet den underkjøbte Skildvagt Posten for Arrestanten, da han selv tilbød sig, og, naar jeg havde været yderlig forsigtig, burde jeg selv have patrouilleret den hele Nat udenfor Arresten. Men denne Forsigtighed vilde sandsynligvis have kostet mig Livet. Derom blev jeg bestyrket ved en fortrolig Ytring af en Mand,
