Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/213

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

være af nogen Vægt, men dette, som synes at være mere vægtig er dette, at nogle Damer siger det samme, som jeg, og det er saadanne Damer, som røres ikke af andet end det, som har Ild og tendresse.

Har jeg vel tordet love at contribuere noget til den Forønielse, som det prisværdige Selskab vil vise over at finde Smag og Sindrighed hos. Deres Landsmænd? Mon ikke dette var et vigtigt Løfte at binde sig til? Ja jeg har .. jeg vil sige, ja jeg skal gjøre mig Umage for i det ringeste at forsikre Dem om, at Uvillighed ikke er Aarsag, ifald jeg feiler. Nu længes jeg efter at see min Kone; undres ikke over at ny gifte Folk er kjælne. Jeg er med bestandig Hengivenhed

Velædle høistærede Venners
ærbødigste Tjener
C. B. Tullin.

Christiania 27 Septbr. 1760.

Velædle høistærede Venner!

Al Undskyldning er overflødig, saasandt jeg er forsikret om, at Mhrr. ikke ganske forglemmer en Ven i Norge, som nogle har fundet for godt at give Navn af Poet, og da jeg derom er bleven mere end nok forsikret saavel af Deres Brev som af de medfølgende nova literaria, som vare mig meget kjærkomne, saa takker jeg skyldigst og mortificerer Undskyldningerne. Det er mig meget kjært at Mhrr. ikke har taget i Tvivl at anføre mig blandt Prænumeranterne til Hr. Professor Sneedorffs patriotiske Tilskuer, og det skal være mig ligesaa kjært at erhverve flere her i Byen, hvorom jeg er ganske forsikret. – – –

Jeg har ei alene læst, men tillige ladet Flere læse det tilsendte Poem om Hederne. De har Ret, min kjære Hr. Greger! Det er og bliver den menneskelige Forstands Pinebænk. Men jeg kan ogsaa have den Ære at forsikre Dem, at der i samme Pjece lyser overalt saadan en Geist og saadanne Tanker, som ei alene ere værdige en Poet, men en frugtbar Geist. Hvor ærgrer jeg mig ikke over, at han enten ikke skulde besidde den Gave at kunne udvikle den eller ogsaa, at han anseer det for en unødvendig Sag at være forstaaelig: .leg frygter for, at den gode Klopstock med sit Vid har gjort Danmark en ubodelig Skade, og at den atter efter at have talt idel Gudernes Sprog vil producere mange Jobs-Bøger paa Dansk, hvorover vore Efterkommere uden Tvivl vil behøve ligesaa mange Commentarier som over de Sibyllinske Oracler. Jeg vil haabe, at Professor Sneedorff vil gjøre Danmarks Sag til sin egen og lære Folk at skrive for Forstanden uden at glemme Hjertet. Thi hvad man ikke forstaar, kan umuelig røre andre end saadanne, der er vant at læse gamle Pergaments Breve, hvis Værd bestaar deri, at de fleste ikke kan læses.

Hvilket svælg er der ikke mellem denne flygtige Geist og mig! – – – –

Jeg er ganske forsikret om, at jeg undertiden bruger Norvegismer, men jeg tilstaar oprigtigt, at det er mig vanskeligt at finde dem igjen, og dette er undskyldeligt for den, der har været 27 Aar i Norge og alene 3½ Aar i Danmark[1].

  1. Om Tullins Norvegismer har Suhm gjort nogle Bemærkninger, se hans Saml. Skr. IV, S. 116, uden dog at anføre særlige Exempler. Som saadanne kunne nævnes «lige» (ɔ: like) = lide (I. S. 47) og «Hvad kan det skille Jer? = Hvad kommer det Eder ved (I. S. 52).