Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/191

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Den engelske Paavirkning havde naturligvis sin Grund i de Handelsforbindelser, der, som vi allerede have hørt, bleve mere og mere levende efter Londons Brand 1666.

Disse Forbindelser medførte, at der opstod en Koloni af norske, fornemmelig østlandske, Handelsmænd i London, og at denne og andre engelske Havne hyppig besøgtes af reisende norske Negotianter og Sømænd. Snart dannedes i London en norsk Menighed, der 1687 indkaldte en Nordmand som sin Præst. 1 1696 fik Menigheden ved Hjelp af indsamlede Bidrag fra Danmark og Norge, men især ved Præsten Iver Brinchs utrættelige Flid en egen Kirke. Dens officielle Navn var den «danske og norske» (danish and northern), men som oftest kaldtes den kun norsk[1], da Nordmændene udgjorde den talrigste Del af Menigheden, til hvilken i Begyndelsen (indtil Krigen under Carl den tolvte) ogsaa Svenske havde sluttet sig. Dens Præster vare i Regelen Nordmænd, som kaldtes af Menigheden efter Raad og Veiledning af Kommissionærer i Christiania. Denne norske Koloni, til hvis Historie jeg andensteds har leveret udførligere Bidrag[2], holdt sig indtil de store Omvæltninger i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede.

Endvidere blev det mere og mere almindeligt, at unge Mennesker af Handelsstanden fra Christiania og andre Byer sendtes til England for at lære Sproget og fuldende sin Opdragelse. Omkring 1760 opholdt sig saaledes paa engang ikke mindre end 6 unge Medlemmer af Familien Anker i London og Norwich. Selvfølgelig var det Udbytte, som saadanne Ynglinge hjembragte, just ikke altid den sande og ægte Dannelse, og man kan af og tilstøde paa streng Kritik over, hvad man i vor Tid kalder Snobberi[3], men Virk-

  1. Saaledes skriver ca. 1760 Assessor Gram i sin yderst sjeldne Bog: Journal eller Reisebeskrivelse, Chra. 8. S. 28–29: «Den norske Nation har en meget smuk Kirke i London, den norske Præst gaar klædt som de engelske i en lang sort Habit». Cfr. Joh. Rask, Reisebeskrivelse til og fra Guinea, udg. af F. Nannestad, Throndhjem 1754, S. 298–299. Kirken i London har fremkaldt et værdifuldt Særskrift af et af Menighedens egne Medlemmer: Samlinger til Historien af den Danske og Norske evangelisk-lutherske Kirke i London ved E. F. Wolff, Kbhvn. 1802. Se ogsaa C. H. Brasch, Om Molesworths Skrift Account of Denmark, Kbhvn. 1879, S. 160–161, der yderligere viser Kirkens norske Oprindelse, samt O. N. Olsen, Generallieut. Alb. Borghards Levnet, Kbhvn. 1839. Ogsaa i Dublin var en dansk-norsk Kirke.
  2. Nordmænds Udvandringer til Holland og England, S. 105 flg.
  3. Saaledes skriver L. Stoud Platon i 1812 med Tilbageblik paa ældre Tilstande: «Endel Exporthandlere troede, i visse Henseender med et Slags Ret, at deres