Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/161

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

bombarderet, saa der blev (især om Dagen) mange svenske Officerer og Gemene ihjelskudte, og laa paa Gaderne jevnlig døde Mennesker og Heste, hvilke om Natten bleve bortslæbte og begravne, hvor de kunde. Officererne, som faldt i eller nær Byen, satte de i Akers Kirkegaard».

For at gaa fri for Fæstningens Kanoner begyndte Svensken efter nogle Dages Forløb at bryde sig Huler og Gange igjennem Husene og Byen. Ved samme Leilighed foretoge de ogsaa en Undersøgelse af Kjelderne rundt om i Staden og fandt her adskilligt Bytte. En afskediget Underfoged, Müller, og en gammel forhenværende Gevaldiger, Storhammer, der siden begge tilligemed Polykarpus Reimann bleve dragne til Ansvar, viste et skammeligt Forræderi, idet de meddelte Fienden Underretning om, hvor Noget var at finde[1]. Den rige Henrik Carlsens Enke havde saaledes indmuret i sin Kjelder hele 40,000 Rdlr., som Svensken paa denne Maade fik fat paa. Derhos udpressedes en Brandskat, der om man tør tro et samtidigt Privatbrev, udgjorde 7000 Rdlr. om Ugen. Ogsaa Byens Omegn blev brandskattet. Disse Plyndringer skulle ikke altid have fundet Sted med Kong Carls gode Villie, hvorimod General Mörner beskyldes for Haardhed og Havesyge.

Carl den tolvtes Udsigt til at blive Herre over Akershus beroede paa, om han kunde faa Forstærkning af Artilleri, naar Vandet blev aabent. I Mellemtiden gjaldt det altsaa dels at afskjære Fæstningen fra Tilførsel, dels at benytte sine Tropper, hvoraf han endnu kun behøvede en mindre Del i selve Christiania, paa bedste Maade i Stadens Omegn. En Del af den svenske Armee var saaledes længe stationeret ved Ravnsborg i Asker og stod altsaa kun en Mils Vei fra General Lützows norske Tropper ved Gjellebæk, uden at det dog kom til nogen Kamp mellem disse Hærafdelinger. Et andet Streifkorps kom, som bekjendt, paa sin Vei mod Kongsberg til Norderhovs Præstegaard, hvor den 28de Marts hin Affære fandt Sted, i hvilken Traditionen senere har ladet den navnkundige Præstekone spille en langt større Rolle, end den, Historien kan indrømme hende[2]. Men endnu opgav ikke Carl sin Plan at trænge

  1. Nogle Anekdoter om disse Forrædere læses i A. Fayes «Carl XII i Norge», S. 40–41.
  2. Om Anna og hendes paastaaede Krigsbedrifter har jeg skrevet en saavidt mulig udtømmende Afhandling i Historiske Skildringer, udg. af Selsk. for Folkeoplysn. Fremme, II.