havde givet staa mange Beviser, udtaler sig ogsaa i hans Testamente. Han fraraader i dette sin søn og Efterfølger herefter at lade Statholderskabet i Norge være forenet med den øverste militære Kommando i dette Rige, «uden saa var, at det kunde være en Person, som ingen Anhang eller stor Slægt i Rigerne havde, som Os elskelig Ulrich Friederich Gyldenløve, eftersom han ingen Dependance haver end af vores Kongelige Hus, og vi desforuden om hans allerunderdanigste Tro og Devotion noksom ere forsikret». Kong Christian havde ogsaa yderligere anbefalet U. F. Gyldenløve og Chr. Gyldenløve til Frederik IV. Da imidlertid Kongeskiftet fandt sted i 1699, nedlagde Statholderen alle sine Embeder. Frederik IV.s Historieskriver, Andreas Hoyer, forsikrer, at det skeede frivillig, og det er vel ogsaa ikke saa usandsynligt, at den nu over 60 Aar gamle Mand kan have havt Lyst til at trække sig tilbage, da han jo vel maatte vide, at hvor meget Hensyn den unge Hersker end vilde tage til sin Faders Yndling, var dog en saadan Indflydelse ved Hoffet, som den han hidtil havde havt, ikke mere at vente. Det fortælles, at det havde været Gyldenløves Hensigt at tilbringe sin Alderdom i sit norske Grevskab, men at Kongen skal have «raadet ham derfra», det vil sige, ikke ønsket det, formodentlig fordi den gamle Statholders Nærværelse i Landet kunde i nogen Grad være generende for Eftermanden. Gyldenløve, der af Fødsel var en Holstener og tillige havde store Godser der (det saakaldte Wildnis), valgte da at nedsætte sig i Hamburg. Her levede han nu indtil 1704 et meget stille Liv eller, som Hoyer udtrykker sig, «in unglaublicher Stille und Sparsamkeit» til sin Død, der indtraf den 17de April 1704. Hans Lig førtes til Kjøbenhavn og bisattes her i et prægtigt Mausoleum i Frue Kirke[1]. Forøvrigt ved man neppe synderligt om hans sidste Dage. Hans Gemalinde var allerede død den 15de juli 1701 i Amsterdam, og Ægtefællerne have saaledes maaske levet adskilte i den sidste Tid.
Med sin hemmelige Elskede, Sophie Urne, havde Gyldenløve havt sønnen Woldemar, der fik Titel af Baron Løvendal, og om hvem vi nedenfor skulle faa meget at høre. Fra Løvendal nedstammede paa mødrene side Familien Schmettow, af hvilken et Par Medlemmer siden naaede de høieste militære stillinger i Norge. Endnu
- ↑ Endnu H. N. Clausen omtaler (Optegnelser af mit Levnet, S. 35), hvor imponerende dette Gravmæle tog sig ud.
