Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/110

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Sambt de skiønne Præster.
Dem lyckønsker en og hver
Af vor, ædle Giæster.
Biskopen. Rosingen,
Doctor Hans, Gud beskans,
At hand maa stedse gaa
Vel her paa Jorden.
o. s. v.

vores ædle Magistrat
Vil vi ey forglemme
Sambt i denne By og Stad
Borgerskab fornemme.
Derfor nu, Hr. Præsident.
Magistrat deslige,
Nyd af Himmelens fermament
Lykke alle tillige.
o. s. v.

(Efter en Skaal for Verten og hans Hus kommer følgende Slutningsvers):

Nu er vores Skaaler endt,
Dandsen vil vi røre,
Vi vil skjære Coplement
Og os lystig gjøre.
Bruden først maa tagist op
Og fra Sæde vandre,
See, paa Gulvet holde Trop
Siden vil og Andre.
Saraban[1] og vel and,
Resonans giv til Dands,
Phioler stryg nu vist,
Lader os springe.
Brudgom kier, freidig vær,
Tag jers Brud, hold frisk ud,
Spring omkring, udi Ring
Mens det kan klinge.
Fruer, jomfruer skiøn,
Dammer, Matronner kiøn,
Mens Linden staar saa grøn,
Dandser nu frydig.

  1. Sarabande, en dengang yndet spansk Dands, omtrent svarende til Ecossaisen.